Henrik Kjærulff

Kun papir og planter trøster de sanser, minuttet i tiden bliver kortere og standser, har kun den hvide streg og følger den blindt, som andre den har skrevet med frugter og flint. Betræder igen nu du bør vide med hvilken finger du dig i hovedet vil skyde. Dramatisk men sandt uden skrupler, med luften min drøbel vokser og snubler. Nu du ser jeg ikke kan, se forskel på op og ned eller hånd og tand. Mit håb er fortalt, en røver som viser, håner min væren mens hjernen fiser. Fornedret og træt famler i blinde, trækkes af sted ved navlen stille, min ven som trækker et korpus af stedet, en vej som blev lagt før jorden blev gødet.