"Ved du hvad far sagde lige før han døde?"
   Connie satte kaffekoppen på sofabordet og lænede sig lidt frem mod sin søster.
   Lis kløede sig på begge sine hager og forsøgte at se tænksom ud.
   "Nej, min hjerne er lige så tom for idèer som fars hjerte var for mine bønner." kom det så.
   "Han sagde ..."
   Connie holdt en kunstpause, hvor hun både rodede i sin taske og holdt øje med storesøsterens ansigtsudtryk og bevægelser.
   Mon hun kunne blive i sit pansrede skjold?
   Fra taskens dyb rungede en hul stemme:
   "Du kom ikke da jeg lå for døden. Men fra graven kan jeg nå dig. Jeg er nu alle vegne!"
   Lis stirrede frem for sig med øjne som overfyldte kaffekopper og en mund som en tunnelåbning til kæmpernes land. Et øjeblik havde ansigtet samme farve som et ligklæde. Så brød røde toner igennem. En blodåre dunkede hidsigt i panden. Hun knyttede hænderne som om hun ville mase noget fælt, der for længe havde plaget hende.
   Nu var hun vist ikke så skidtvigtig mere.
   Connie prøvede at stoppe sin nervøse latter, men for sent. Lis var ved at få sin normale ansigtskulør igen.
   Nu fik hun nok et langt, belærende foredrag om at være et barn på 35.
   "Ved du hvad...?" startede Lis, mens Connie pillede nervøst ved den tændte diktafon, der havde foreviget faderens fromme ønske.
   "Var det så svært at få mig til at forstå, hvor slem han var - lige til det sidste? Jeg smider mit panser for dine fødder,lillesøster. Tænk at du fik fanget den gamle djævels sjæl og proppet den ned i din taske."
   De så på hinanden og fnisede.
   "Vi sletter ham," sagde Connie og Lis nikkede.