Jeg var ramt af kedsomheden
så jeg tog min mobiltelefon frem
jeg ville prøve at få ham ud
så jeg ringede til ham
men han tog den ikke
jeg blev ved med at ringe
han tog den stadig ikke
jeg gav det et øjeblik
så ringede jeg igen
så tog han den endelig
jeg kaldte ham "min ven"
så overtalte jeg ham
til at komme ud
han spurgte hvad vi skulle lave
jeg forslog et indbrud
han kiggede underligt på mig
og rystede på hovedet
men han kunne ikke få mig
til at miste modet
vi var barndomsvenner
vi havde været igennem meget
alt fra voldsepisoder
til alle de lege vi legede
han prøvede at tale mig til fornuft
men jeg gad ikke høre på hans ord
bla bla bla, jeg kunne ikke lide
når han prøvede at spille stor
og hvad så hvis han går i skole
gøre det ham til en bedre mand?
jeg er ligeglad med alt og alle
jeg giver ikke en f*** for dette land
jeg bad ham om at holde sin kæft
og lad os bare gå en tur
vi stoppede op og talte
bag os var en graffiti malet mur
Vi så en politi bil nærme sig
jeg begyndte at blive nervøs
han ignorerede politiet
og kunne se at jeg frøs
politibilen stoppede op
lige foran os
jeg ville bare væk herfra
om det så betød at slås!
Betjenten tog en lygte op af lommen
og mit ansigt blev oplyst
jeg kiggede ned på jorden
for de måtte ikke vide, at jeg var efterlyst...
Betjenten spurgte efter noget ID
jeg benægtede at lytte til ham
han begyndte at være hårdmodig
jeg ville ikke ind igen, så jeg tog pistolen frem
Jeg sigtede på betjenten
min ven var i chok
han prøvede at tale mig til fornuft
men jeg følte mig stor, her i min egen blok
han kom, tættere og tættere på mig
imens betjenten var mundlam
jeg råbte "hold dig væk!"
jeg tror betjenten slog alarm
min ven adlød ikke mine ord
og sagde gentagne gange,"..tag den ned"
jeg havde direkte øjenkontakt
med betjenten og den varede ved
så mærkede jeg pludselig at
min ven tog et hurtigt greb om pistolen
det hele skete så hurtigt
jeg følte mig blændet af solen
han prøvede at få den vristet fra min hånd
men han kunne ikke få den ud
pludselig så jeg et flash...
...på samme tid, med lyden af et skud

Jeg kom hjem fra skolen
min mor sagde"velkommen hjem"
med et smil på hendes læber
hun var glad for jeg var kommet af med dem
det havde været nogle hårde tider
men jeg var kommet videre
havde ændret min sti
så kanterne ikke længere bider
jeg var godt i gang
med min uddannelse
ligeså vel var jeg godt i gang
med min nye dannelse
jeg kunne se håbet
lyse for enden af tunnelen
Jeg var ikke længere
på vej imod cellen
jeg havde drømme
og levede ikke længere et mareridt
jeg bevægede mig imod toppen
skridt efter skridt
min mor var glad
min far var ikke tilstede
han gik bort sidste år
og er nu et bedre sted
jeg var for første gang
faktisk glad for mit liv
jeg havde fundet
håbløshedens alternativ
jeg havde mistet mange"venner"
hvis man kan kalde dem det
de har kun givet problemer
og har lært mig om at miste
men nu var jeg fokuseret
på at holde min sti ren
jeg behøvede ikke længere at løbe
når jeg hørte en sirene
jeg sad ved spisebordet
og sagde en bøn
kiggede på min mor
hun sagde"jeg er stolt af dig min søn"
samtalen blev afbrudt af min mobiltelefon
den ringede, og da jeg så hans navn
så lod jeg den ringe
fordi han var ikke en ven, der var til nogen gavn
så ringede den igen,
men jeg tog ikke
så ringede den igen
efter at ha været stille i nogle øjeblikke
jeg tog den, spurgte"hvad"
han ville bare have mig ud
jeg vil ikke tale dårligt om ham
men han var virkelig et udskud
så jeg tænkte "lad mig gå ud med ham
for en sidste gang"
Han fik mig overtalt
men dette var sidste gang.
Jeg rejste mig op
og tog min jakke på
min mor spurgte hvor jeg skulle hen
jeg sagde at jeg bare lige skulle lidt ud og gå
hun så bekymret ud og sagde
"husk at passe på, og kom hurtigt hjem"
Jeg smilte tilbage til hende og sagde
"jeg elsker dig min mor, og jeg er snart hjemme igen"...

BANK! BANK! BANK!
Jeg bankede voldsomt på deres dør
imens mine tårer faldt
som aldrig nogensinde før
hun åbnede døren
og kiggede underligt på mig
jeg havde blod på mine hænder
det var tydeligt at hun undrede sig
hendes øjne blev store
da det gik op for hende
hvorfor jeg var her,
for svaret var lige til at finde...
Hun tog et skridt nærmere imod mig
imens jeg lignede noget fra et blodblad
hun kiggede mig dybt i mine øjne
og hun gav mig en flad
jeg var helt stille
sorgen tillod mig ikke at sige de dræbende ord
imens kom sirenerne tættere og tættere
til huset ved siden af, hvor jeg bor
Hun spurgte mig
"hvor er min søn!"
hun gentog sig selv med et råb
"hvor er min søn!!"
jeg kunne ikke finde formuleringerne
for i mit indre led samvittigheden et voldsomt drøn.
Hun råbte af mig igen
"hvor er min søn!! hvor er min søn!!"
hendes smerte viste
at hun vidste hvad det betød
jeg kunne ikke se hende i øjnene
da jeg fortalte hende:
"din søn er død"...