Mine oaser er udtørret dog fyldt for andre. Jeg ved at jeg selv er skyld i denne tørke periode. Denne gang er det dog værre, for før dette blev jeg bare henvist til hegnet til oasen men jeg kunne dog stadig se på palmerne, mærke solen og se de andre flyde rund. Her hvor jeg står nu er der intet, bare en kold og øde ørken. Om en tre måneds tid vil kunne se den igen men først er der noget der skal forceres, det store træ. I det store træ skal jeg kravle op og testes i dens viden og om jeg er god nok til at forsætte til oasen og livet der?
3 måneder 3 dråber, det er det jeg har, 3 dråber til at klare mig i ørken med. Jeg skal nok klare det men det er svært under tortur. For vinden her fortæller, beordre hvad for en vej jeg skal gå for at når mit mål. Jeg ved inderst inde at vinden er en hjælp. Den har bevæget sig vidt og bredt, den har set hvor jeg skal gå. Men jeg har levet og oplevet meget selv og mine vaner er nu en gang mine, de er svære at under trykke. Og der ligger selv torturen i denne ørken. For vinden ved at den har ret og den ved hvad der er bedst. Og derfor gå jeg i modvind en gang imellem, men det bliver for det meste for koldt. Når jeg tænker tilbage på det liv jeg havde før oasen forsvandt. Ser jeg en hvis glæde og ulyksalighed i de forskellige minder og snapshots. Mange af tingende husker jeg ikke, da jeg var påvirket af palmernes kokosmælk og det at jeg ikke husker gør mig glad? For i mit eget hoved er det ikke at huske episoder, scenarier en god ting, det er bare et tegn på at jeg havde det godt, for vildt eller nemmere AWESOME!! Glæden ved minderne er menneskerne, Oasister. Det er en smuk og glad følelse, der lever om natten. Det er en slags ånd det tager bolig i et menneskes krop og for dem til at føle lykke. Nogen kan ikke klare at havde Oasisterne i sig, nogen brækker sig, andre har været ved at gå og meget få for en slags kløe det sætter sig i annalen så de bliver voldelige og dumme f.eks. kan de analt siddende Oasister få dig til at stille spørgsmål som f.eks. "hvad glor du på?!" eller " skal du havde tæsk!?". disse spørgsmål og det højst umærkelige adfærdsmønster kan blive forstærket af: kokosmælk, kaktus piller og pulveriseret oasesalt som du sniffer. Men for det meste er Oasister nogen venlige ånder som gør dig glad. Mine mere ulyksalige minder er alle de gange hvor jeg har været ved oasen og ikke hørt vinden der kaldte mig hjem. Hvis jeg dog bare havde mere omtænksom så havde jeg hørt stormen før den ramte! Hvis jeg dog bare havde været mere opmærksom, kigget mere på det store træ. Så havde jeg lært og så var jeg klar til at klatre. Men sådan skulle det ikke gå, en sidste fejl begik jeg, endda efter at jeg havde fået et par splinter i finger fra træet af, så jeg kunne rubbe neglende og lære hurtigere. Det startet da Træet sæson var over og frost plaget landet men oasen der var det travlt. For ingen skulle op til noget, ingen skulle andet en at Oasiste den. Dagen før nytårsdag, blev jeg Oasistet, men ikke nok med det, også den næste dag efter den og hele ugen før det og ugen før den uge. Jeg havde nydt at Oasistere. Så kom der en storm og den smadrede alt og der på blev jeg forflyttet ud i intetheden. der stod jeg så mit i ødemarken, intet omkring mig. Vinden snakker nu stille til mig igen men med stadig små udbrud da jeg ikke kan lade vær' med at gå i modvind. Men vinden hjælper med alt hvad jeg skal havde styr på, og så husker den mig på ved sin blotte tilstedeværelse hvad jeg har mistet.
Oase regntid er på vej
Aske røg, slukket smøg, nu er tid til puttegøj.