Der var stille nu.
Nattens mørke svøbte sig
venligt om Elias Ene som en rar kåbe.
En velgørende tryghed gjorde ham rolig.
Kun havets sagte brusen hørtes
som lyden fra en konkylie.
En beroligende musik af
bølgernes kærtegn ind over stranden
virkede afslappende ikke søvndyssende.

Sommerhuset lå meget tæt ved vandet,
og havde i mange år været
hans foretrukne tilflugtssted.
Den friske luft, den skønne natur,
havets og himlens åbne vidt udbredte arme
var bedre end nogen form for medicin.
Elias Ene havde i nogle timer nu
siddet på sin terrasse
med sine tanker som selskab,
en fantastisk stjernehimmel
svunget over ham
tindrende
som et glimtende håb
gemt i det dunkle.

Elias ophold havde strakt sig
over nogle dage,
søvnen havde stjålet det meste af tiden.
Indtil nu.
Denne nat fyldte tankerne,
billeder passerede revy,
kaos ville sættes i orden.
Trængte til det.
Livets store spørgsmål trængte sig på..
Smertens stemme talte dybt og
mere påtrængende
end nogensinde før.
Mere insisterende,
mere uundgåelig.

Kravet om hvile var umiddelbart.
Og absolut nødvendigt.
Fasen fyldt med en overhængende fare.

Træthed og udmattelse efter
den sidste tids hektiske stress
havde længe spændt ben
for det klare overblik,
som ellers var hans styrke.
Det var sjældent, at Ene druknede
i begivenhedernes malstrøm.
Men følelser var blevet sat på højkant,
tålmodighed spændt til det yderste.
Nerverne var blevet lidt flossede,
bristepunktet var nået.
Krisens rivende flod
var gået over sine bredder
og havde med en vanvittig fart
oversvømmet alting.
Han var fanget i et vandfald,
der var kun én vej;
nedad.
Selv var han uden kontrol,
ude af stand til at styre
vejen eller forløbet.
Udfaldet var uvist,
lå i det dunkle
som denne forunderlige nat.

Elias var alene nu.
Det var det, han havde brug for
i situationen.
Tilværelsen
havde aldrig været nem for ham.
Indtil nu
havde Elias Ene dog altid følt,
at det var ham, der stod ved roret.
Nok skete der ting,
man på ingen måde var herre over.
Men man havde et valg,
nogle muligheder,
en retning,
en bevægelse at gøre.

Her var der ingen
synlig udvej.
Omgivet af tavs ensomhed
sad Elias forrådt, svigtet, forladt.
Bundet på hænder og fødder,
trængt op i et hjørne,
fastlåst.

Nattens klare kølighed burde
få ham til at søge indendørs.
Der var dog en engleagtig mildhed
i luften,
som gjorde, at han blev siddende.
Det var som om; et større væsen
ville række ham hånden og give ham trøst.
Han registrerede knapt,
at han var blevet kold.

En verden var sunket i grus.
En afgrund havde åbnet sig
under Elias tilværelses bygningsværk.
Hans bolig var styrtet sammen
som ramt af et jordskælv.
Mat i blikket
sad han på sit refugium
som et vidne
til værdiernes totale sammenbrud.
Til et endeligt.
Det, som før betød alt, var nu smuldret
til intet.
Ene følte sig selv værdiløs.
Fortabt.

Overalt så han grænser overskredet.
Forfald, erosion.
Det flydende åd sig ind på det faste.
Som havet åd af skrænterne.
Som det onde æder sjæle.

Indbildt sikkerhed
havde dannet en tilsyneladende fast ramme
om Elias Enes liv.
Indtil nu.