Ilden var langsomt ved at dø ud.
Sus Anivid sad stadig med sin eftermiddagskaffe
og funderede.
Var der mon egentlig overhovedet noget mere
at se frem til...
En tung tanke.
Så meget var forbi, så meget for sent.
Tiden var løbet fra hende, følte hun.
Sus havde vel lagt den største og bedste del
af livet bag sig.

Dagen var blevet kortere nu,
aftnerne mørke og lange.
Tusmørket fremkaldte sære syner,
drøm og virkelighed syntes at mødes her
i en lidt feberagtig tilstand.
Udenfor fejede blæsten
med et hyggeligt sus af efterårs vind.
Stormen i Sus Anivids eget liv havde kun akkurat
lige lagt sig,
havde ikke efterladt noget kønt syn.
Det var som en lavine.
En kædereaktion af begivenheder.

Denne sene eftermiddag i orkanens øje
var det tid til at standse op, tid til eftertanke.
Skygge skikkelser trådte ind i hendes stue,
stemmer fra fortiden hviskede i hendes øre.
Spøgelser dansede til en melodi,
man ikke skulle lade sig fortabe i.
Hans vrede ansigt tonede med smertelig,
uønsket tydelighed frem for hendes indre blik.
Hvorfor kunne hun ikke glemme?

Meget havde Sus igennem årene mistet,
meget havde hun givet sit hjerte,
meget havde hun fået.

Nu falmede farverne dog,
det var som alting svandt ind,
forsvandt i en tåge.

Sus Anivid følte sig ældgammel,
og mærkeligt nok samtidig som en nyfødt.
Som om tavlen var visket ren.
Hun skulle starte forfra.
Men ikke som en ung pige, der sprængfyldt af energi
har hele livet foran sig.
For hvem mulighederne, oplevelserne ligger klar
som sommerens frodige vækst.
Nej,.. hendes årstid var en anden end forårets.
En ganske anden.
Det var ikke tid til modigt og sikkert at bygge op,
men tid til at give slip.

Tid til at være.
Hvorhen ville vinden fremover mon bære hende...