Dette efterår
havde sin egen særegne blanding
af vejr og vilkår.
Flimrende skygger dansede
i det klare sollys.
Skarpe kanter blandede sig
med mere bløde konturer.
Luften var blevet kølig,
men solens varme gav stadig
en fortrøstningsfuld glæde.
Oplivende, opmuntrende...
Denne dag.

Der havde været
mange blæsende dage
indtil nu.
Med ubønhørlig regn
og en dyb tone af melankoli.
Et strejf af håbløshed.
Sommeren var så hastigt borte.
Som sunket i jorden
med en afgrundsmørk hvisken.
Draget af vemodige minder
fristedes Ella til at følge efter
ind i mørket.

Himlen i dag var dog usigelig,
uendelig evigblå.
Sang
i akkompagnement til
mågernes skrig
om forvoven frihed
udover nypløjede marker.
Et vidtstrakt landskab,
vandløb og søer,
skove, lunde, gårde og byer.
Nedover bakker og dale
lå det solbeskinnede ønske
om en gylden sensommer.
Bladene var så småt begyndt at falde
fra trækronernes hvælvede
modige længsel.
Snart ville farverne flamme
med høstlig skønhed.

Sommerens efterklang af lykke
ville tålmodigt visne,
de stærke rødder lagt i dvale
gemt i det hi,
hvorfra det nye liv igen skulle opstå.
Bryde igennem kuldens lag
og spire
med forårets kærlige skaberglæde.

Årene var gået,
fløjet,
forsvundet -
som flodens tidsstrøm
druknet i havet.
Livet havde bevæget sig
gennem kapitel efter kapitel,
indledte nu et nyt afsnit.

Ella så svalernes muntre leg som et tegn.
De ville samles og søge væk
fra vinterens dominerende og kolde
goldhed.
Det gamle egetræ sendte hende
et underfundigt smil.
Havens ro indbød til en blomstrende fantasi.
Kunne man forestille sig;
at sensommeren ville føde noget nyt,
noget hidtil uset,
noget hun måske havde kunnet ane,
men næppe kunne tro.
At et nådigt efterår
på vej mod en vinters håbefulde
stilhed
ville frembringe
et anderledes liv
båret af den modige indre styrke,
som kendetegner høstens fylde.

Da ville løvfald regne med guld.