Som et fornuftigt menneske renser jeg min sjæl,
med sirup der glinser ned langs ryggen som en brise,
hvisker mine sandheder godt og grundigt ud af mine porrer,
ned langs de krybende marginaler af samvittighedsklagende kar,
der springer som eventyrligt smuk og unik hingst i brunst,
knælende og modtagende de lyksalige øjeblikkes substans.

Som et fornuftigt menneske beder jeg til gud via maleriernes sang,
tigger om mere og mere uden forventning om at vende kinden til,
glimter med de nøgne ben i en klar solstråle,
smager sødt på sødmen i vilkårenes konsekvenser,
der betragter min krop som objekt for det nye element i eksistensen.

Som det fornuftige menneske jeg er begraver jeg tanker i bøger,
graver med subjektiver og adjektiver diverse produktive pigmenter frem,
så nethinden bløder med vokaler og konsonanternes klagesang,
med øre der er røde og kinder der er blege,
kysser jeg rosen på min grav godnat og sejler på min gang.

Jeg pletter mine minder med fornuft og sans,
i den komplette handling mellem logikkens relevans kontra magiens charme,
der sender mine øjeblikke ud et firspring fuld af talegaver der smigre,
med et smil på skrå fanger jeg dine tanker med mine egne,
ender med ar over hele kroppen som det fornuftige menneske jeg er.