Jeg så verden som et kæmpe lys. Den var så stor og fantastisk, fyldt med lykke og liv. Jeg kendte ikke til frygten, jeg lå jo bare lille og beskyttet i kravlegården. Men jeg længtes efter at komme ud, komme ud og se den store dejlige verden. Livet i kravlegården var ikke det mest spændende, og jeg ville ud og gå. Jeg rejste mig, men faldt. "Ak", tænkte jeg "jeg lære det aldrig". Aldrig bliver jeg ligesom dem, dem der kan gå der ude. Men verden den skulle udforskes. Jeg troede at jeg kunne nå at se alting, bare jeg kom ud fra kravlegården. Jeg forsøgte at komme ud, og det lykkes.
"Orv, alting var så stort og fantastisk", tænkte jeg, mens jeg kravlede rundt. Men hvor skulle jeg kravle hen? Der var så mange steder, verden var meget større, end jeg først havde troet. Men fast besluttet på at se det hele, kravlede jeg ud i vores køkken. Det var underligt at se det så langt nede fra, når jeg plejede at se det fra min stol, som stod henne i hjørnet. Jeg var så optaget, af at se på de mange ting, at jeg ikke så, hvor jeg kravlede. BANG, mit hoved var slået ind i et skab, og mine øjne lukkede langsomt i.
Da jeg vågnede, sad jeg på min mor, hun var noget af det bedste jeg havde. Hun kunne beskytte mig i mod alting. Mod onde skabe og mod alle andre ting, troede jeg. Jeg elskede hende, ligesom jeg elskede min far og mine storbrødre, og senere hen min lillesøster.
Men tiden ændrede sig. Lidt før min 13 års fødselsdag, blev mine forældre skilt, min verden brød sammen, alt det der hed lys og lykke fandtes ikke mere. Jeg kunne ikke finde mig selv, verden var ikke det kæmpe lys, det havde været engang. Flere nætter lå jeg bare og stirrede op i loftet, jeg havde ingen kontrol mere. Følte at alting var revet væk fra mig. Det hele var også bare min skyld, men hvad kunne jeg gøre ved det? Ingenting, jeg følte mig så magtesløs.
Ensom og forladt, da jeg sad på mit værelse (som jeg gjorde så tit), mærkede jeg en følelse af vrede. En følelse jeg ikke ville føle, jeg var ked af det og vred. Hvordan kunne jeg være vred? Vred på noget, eller måske nogen, uden at vide hvorfor. Ingenting kunne jeg finde ud af, ikke engang at styre mine egne følelser. Jeg tænkte meget over, at det burde være forbudt, at være som mig. Verden havde ikke brug for sådan en som mig. Jeg var uduelig, og kunne ikke finde ud af nogen ting.
Disse tanker har jeg endnu, men jeg prøver at kontrollere dem. Jeg har været en del igennem siden skilsmissen, ting og tanker jeg helst ikke ville ønske var sket. Men det er sket, og jeg kan ikke gøre ved det nu. Det er fortid, og selvom fortiden kan være svær at glemme, må jeg alligevel prøve.
- Livet ikke altid er en dans på roser - Man må prøve at få tingene til at hænge så godt sammen som muligt. Det er kun en selv det kan finde lykken og meningen med livet. Andre kan kun stå på sidelinjen, kigge på og håbe på det bedste. I sidste ende, er det en selv der træffer beslutningerne, om hvad der skal ske. Ingen kan bestemme hvad du og jeg må tænke, det er en selv, og ens følelser der bestemmer.
Verden har brug for os alle, og vi må tage tingene som de kommer. Ind imellem sker der noget ubehageligt, men vi må prøve at rejse os op og komme videre. Falder man af hesten, må vi forsøge at komme op igen, selvom det er svært. Det er kun en selv, der kan finde lykken til livet. Der er kun en vej, og det er fremad. Det er umuligt at gå tilbage i tiden, intet af det der er sket, kan ændres. Det er bare at prøve, at se positivt på tingene, få det bedste ud af det, og lærer af sine fejl.
Selvom jeg ikke helt er kommet over mine forældres skilsmisse endnu, ved jeg at det ikke var min skyld. De passede bare ikke sammen, og sådan er dét. De snakker godt sammen, og jeg vil hellere have to lykkelige forældre, der bor hver sit sted, end to ulykkelige forældre, der bor sammen.
Det har taget mig lang tid at finde ud af det, og det tog endnu længere tid at tro på det. For ét er at få det af vide, noget andet er at stole på det. Især når man er blevet svigtet så mange gange, er det svært at få tillid til folk. Alting er svært i denne verden, men det er vel også det, der gør det spændende at leve?
Ting bliver meget vanskeligere i teenageårene (siger man). Somme tider ønsker jeg at blive barn igen. Lege, løbe rundt, uden at være bekymret for nogen ting. Uden at være bekymret i morgen, uden at nogen har forventninger til en, uden pligter og ting der skal gøres. Uden en hverdag fyldt med stress, et liv uden bekymringer. Jeg glemmer aldrig dengang jeg var barn, jeg så verden som et kæmpe lys...