"Puha," stønnede pomaden, og rettede på den sidste rest fedtet hentehår,
   som den i en naiv forestilling stadig troede kunne give point hos det modsatte køn.

"Puha."

Og så var der vist ikke mere at sige til det.
   De fleste nikkede samtykkende.
   Andre gav deres besyv med i form af en larmende tavshed, der næsten skrabede hen ad gulvet,
   som var det en horisontaltliggende tavle, deres tavshed hvidt, hårdt kridt
   og halogenlampens hidsige urinfarvede lys, gav ekko ned i pomadens klistrede hentehår.

Det var som at træde ind i en indre missionsk kirke langt ude bag fjerde revle,
   langt bort fra neonlys og pornobutikker en masse.
   Herude var det tavsheden der bestemte. Her var det stilheden der satte dagsordenen,
   som den omnipotente alfahan den var.

Pomaden glattede igen på håret, kiggede et kort øjeblik på håndfladen og
   undrede sig over hvorfor den var våd, løftede blikket og lod det vandre rundt i lokalet.

"Ja, Puuuuuuha!" gentog den, og nikkede tilfredst, for der var ikke mere at tilføje.