Nogle gange er et godt glas vin et godt glas vin.
Nogle gange er en god samtale bare en god samtale.
Det er det det er. Lige nu. Lige her.
Der bliver mødt. PÅ lige fod. Ingen fordomme. Ingen mistro.
Ingen had.
og så er det jeg tænker på alle de begreber, alle de forstyrrelser vi bevidst som ubevidst
mosler ind mellem hinanden og som skaber de distancer der skaber misforståelser.
Så er det jeg tænker.
Og det er der det går galt, helt fra begyndelsen af. Jeg tænker.
Der var een der havde fanget pointen, engang. Ham eller hende, der indså vigtigheden
i det der er. Han eller hun opfandt vist et fint begreb, vist nok på latin, som vist nok
blev camufleret i tonsvise af gentagelser.
Pointen, som alle vidste, men som endnu ikke havde fundet ordet, men følelsen var der, og
det var nok.
Ordet ødelagde det. Og det er sådan med så mange ting. Ord kan skabe, fortrylle, give fantasi, gråd
og glæde. Ord kan skabe eftertanker. Ord kan en masse. Men det eneste ord ikke evner.
Det eneste ord ikke kan favne, er pointen i det der sker lige nu. For lige så snart ordet beskriver,
er det skete fortid.
Lige så snart ordet forsøger at gengive, er det misbrugt.
Det er ikke ordets skyld. Ordet er skabt som ordet er skabt. Det har bare sine begrænsninger.
Akkurat som vi.
Men ikke pointen. Pointen er tidløs. Pointen er meningen. Meningen med pointen er at vi
lægger mærke til den, anerkender dens tilstedeværelse og så er det det. Ikke mere.
Pointen er, at vi nyder den mens den er der, dvæler et kort sekund og får det godt, og ikke mere.

Så nogle gange er et godt glas vin et godt glas vin, men nogle gange bliver et middelmådigt glas vin
et godt glas vin i det rette selskab.
Og ikke mere.