Jeg låner ord fra andre glasbowle
skraber forsigtigt for ikke at knække
låner tynde tanker og ideer
der aldrig når at møde min tunge
inden de forpustet går i stykker
min blyant længes, men forbliver grå og stiv
inden jeg lægger spidsen
på mine puklede universer
inden jeg kan få dem til at spire og hænge i
som var det mine egne
som jeg længes efter
at kunne se horisonten, bare skimte
det smukke lys reflektere i solens sidste stråler
se dem kigge på mig med klare øjne
mens de hvisker:
vi er dine

Men jeg må kravle opad og nedad
og indad og udad og starte forfra
efter hver en klippe, hvert et bjerg
bor et nyt, og hullet bag mig vokser
for hver en kravlende bevægelse
på en truende facon
mens jeg hungrer
efter det der ikke er mit
og i stedet
skriver jeg håbløse digte i fordampede pytter
ridser mit navn i væltede træer
der ikke kan overtales, og jeg kravler
bare fremad, kun fremad, kan ikke gå tilbage

Indtil jeg forpustet og forpint lægger mig
og ser at det jeg kravler på
er spejle af illusioner, og ikke min virkelighed
at jeg låner ord fra andres glasbowle
skraber forsigtigt for ikke at knække
små stykker af glas
der ikke reflekterer
der ikke gengiver det jeg kender
så jeg selv kan skabe illusioner
om at skimte horisonten
engang