Der er disse snydespørgsmål, som man stiller for at få folk til at gå i vandet. Nogen af dem er brugt så meget, at der ikke længere er nogen der plumper i, som "Hvad farve havde Henrik den Fjerdes hvide hest?" Den blev brugt så meget i Anders And og Co., da jeg var barn, at den til sidst ikke var sjov mere. Eller hvad med "Hvor længe varede trediveårskrigen" "Hvad er en guldmønt lavet af," eller "Hvilken form har en rund mønt?"
På et tidspunkt hørte jeg den med, om katolske præsters embeder går i arv fra far til søn, men hvad den angår, så skal der ikke grines. Der har været mange katolske præster, der har haft uægte børn i tidens løb, fordi de har brudt cølibatet, og mange af dem har sørget for, at deres sønner fik deres eget embede efter deres tilbagetrækning.
Så er der en, der er mere lumsk: er barnløshed arvelig?
En gang, da jeg var en ung mand, havde mig og en flok kammerater lige hørt den, så skulle vi prøve at fyre den af til folk vi mødte for at se, hvem der dummede sig.
Vi var på rejse til en konference i Jylland, en af os spurgte servitricen på cafeteriet på den hedengangne Storbæltsfærge. Hun ville lige tænke over det, men så kom hun igen og sagde, at det troede hun ikke.
Så dukkede der en af vores bekendte op, der var på vej til samme konference. Han er en meget filosofisk mand, der har det med at tænke meget over tingene for at finde ud af, hvordan de hænger sammen. Vi stillede ham spørgsmålet, han gennemskuede den hurtigt og grinede.
Så sad vi en tid og snakkede om løst og fast, på et tidspunkt observerede jeg, at vores ven sad tavs og tænkte. Det var ikke nogen usædvanlig foreteelse med ham, men da han endelig sagde noget, kom der fra hans side noget mere usædvanligt:
"Vent, det med barnløsheden, kunne man ikke tænke sig, at det kunne ligge skjult i generne og så springe nogen generationer over og komme igen?"