Så smukt et maleri, jeg fik af dig,
jeg ser din sjæl, i hver en streg,
farverne syntes, så smukke og rene,
men mine tanker er mørke, jeg er tom og alene.

Jeg ser dit ansigt, det spejler sig der,
på lærredet så mættet, af dit kunstneriske værd,
sirlige strøg, og omhyggelige skygger,
mine tanker ind, i mit inderste dykker.

Til tiden tilbage, hvor du elskede mig,
hvor jeg smed mine forsvar, og tillod dig,
at trænge helt der ind, hvor jeg er allermest åben,
sårbar og svag, og uden våben.

Følelserne vælder igennem min krop,
tårerne render, de vil ikke holde op.

Mit indre er knuget, af undertrykte længsler,
jeg er et stort kaos, for mange trængsler.

Vi var jo så tætte, havde fundet hinanden,
fik tryghed og ømhed, og kærlighed, blandt andet.

Der stod vi så, forelskede og nøgne,
men dit indre var delt, mellem sandhed og løgne.

Du stoppede imens, at legen var god,
men hos mig blev det til, det indre rod.

For jeg var på vej, til guderne og himlen,
Jeg var helt der ude, i stjerne vrimlen.

Da du lukkede porten, da du havde fortrudt,
da braste min verden, og alt var slut.

Nu ser jeg mig selv, som et indholdsløst væsen,
der bliver knust mellem dine fingres, nådesløse pressen.

Jeg føler du sparker mig, mens jeg ligger på ryggen.
for fanden det gør ondt, vi havde jo lykken.

Et samvær så dybt, og en elskov så hård,
det skulle jo have varet, i mange år.

Nu er det slut, det er synd og skam,
vore følelser må gemmes, til en anden gang.

Måske blir det dig, måske en anden.

Men er ingen der kan tage,
det vi havde, for hinanden.