Skrøbelige hjerte, du hjerte af glas, pas på at du ikke forsvinder, bag panser af stål og mure af sten, beklædt med sorgfulde minder.
Dine ridser i glansen og klinker i kanten, er dem der volder besvær, når kærlighed og eventyrlyst har ladet andre komme dig nær.
Men chancer skal tages og livet skal bruges, og sådan giver man sig selv, til dem der ikke altid ved, at man vil dem det hele vel.
Lad skrammer og ridser og bristede drømme, komme til dig som venner af livet, for de lærer dig at netop intet på jorden, bør tages for let og givet.
For livet leves kun den ene gang, og senere aldrig igen, så hvad du end gør, og hvad du end tør, lad kærligheden være din ven.
Så klink dine skår og glat dine ridser, tag den tid du skal bruge, lad livet og glæden løfte dig op, og lad aldrig kærligheden kue.