Flygtige stjerner flygtige skud, det hvisker i natten, den onde står brud.
Kulden bider i dråbernes prik, mens mørket lindrer det flakkende blik.
En stirren mod enden, for gud ved hvilken gang, straffen gentages for den utæmmelige trang.
En trang der altid ender med det samme, en kort eufori, en glæde gjort til skamme. For hvad fanden havde man tænkt sig, det er sgu da lige som sidst, Havde du tænkt dig at blive du livsglædens gnist? Eller var du som de andre, de andre der leder, efter lykken i en favn når deres indre græder?
De beder om troskab og et lykkeligt liv, men glemmer at vi alle er et tidsfordriv. Et tidsfordriv for tiden der tærer os op, et tidsfordriv for bruden der vil bæres bort. Et tidsfordriv for dig selv fordi du ikke magter, at gøre op med dig selv og det du foragter.
Så søger de tryghed og søvnige timer, i templet for tosomhed bag lukkede gardiner, mens de sludre sagte ser TV og slumrer, mens tiden går og verden forstummer.
Flygtige stjerner flygtige skud, det pusler i natten, den onde står brud.
Det prikker mod ruden bag gardinets skygge, mens friheden forsvandt for den flygtige lykke.
De varme ord og den gensidige glæde, som kun man finder i den fælles rede. En rede så lun, så tryg og behagelig, man læner sig tilbage og bliver nok lidt magelig.
Jeg retter mig lidt og løfter min arm, hun ligger jo på den og føles så varm. Så duftende og smuk, så blid og medgørlig, og ind imellem også primadonna og urørlig. Sådan er de jo, sådan skal det nok være, vi har det jo godt, det er lige til at bære. Jeg aer hende blidt over håret og på kinden, hun smiler i søvne min lille gudinden.
Flygtige stjerner flygtige skud, det pulser i natten, den onde står brud.
Jeg lister på tæerne og retter på tøjet, med retning mod døren let forover bøjet. Jeg vrider på grebet og presser forsigtigt, hvad findes mon der ude der kan være så vigtigt? Det føles som noget ægte, noget klart og noget ærligt, er det vinden der trækker, det må sgu da være noget særligt.
Den klare duft af nat og regn, vækker mig brat som et lysende tegn, jeg griber støvler, jakke og nøgler, og ser ud i natten, er jeg bare en gøgler? En klovn i et cirkus, en spændstig artist, der med døden i hælene søger den gnist, der gør livet vidunderligt, uforudsigelig og spændende, og gør at jeg aldrig kan blive hængende, bag gardinernes trygge og støvfyldte skygge, hvor tiden bliver byttet til tv og hygge.
Det er ikke fordi, at jeg ikke elsker, det er ikke fordi, at jeg ikke vil være din frelser, men rodløsheden brænder i alle mine celler, som en dæmon der griner, visker og fortæller.
Om tinder så høje at du ser over skyerne, om pulserende liv i gaderne i byerne, om buldrende motorer og gummi der brænder, om klirrende lyde og mennesker der render, fra favn til favn når ilden den brænder.
Den evige tørst den evige jagt, det er jo sådan det er, så er det sagt?
Det prikker i huden, jeg indånder dybt, bliver opslugt af mørket, der er ingen frygt, kun lethed og vildskab og en eksploderende trang, til at opleve og leve endnu en gang.
Flygtige stjerner flygtige skud, det emmer i natten, jeg finder selv ud.