Jeg mødte Tornerose i en drøm forleden nat. Hun fortalte mig noget ganske interessant. Vidste du at hende og prinsen levede lykkeligt til deres dages ende - hver for sig? Jo jo, den er god nok!

Prinsen kom og kyssede hende så hun vågnede. Efter 100 års dyb søvn, slog hun øjnene op, og kiggede lige ind i hans. Hun huskede endnu den særlige farve de havde. Ganske ubeskrivelig, åbenbart, for hun kunne ikke fortælle mig præcis hvilken. Hun havde følt at han kiggede lige igennem hende og kunne se hvilke drømme hun havde drømt. Hun behøvede ikke fortælle ham ret meget. Det var som om de kendte hinanden allerede.

Men efter kort tid var det forbi. Han skulle hjem. Hun havde egentlig godt vidst at de ikke havde ret meget tid sammen, men hun havde alligevel håbet at han var blevet. Eller i det mindste havde virket som om han havde planer om at vende tilbage. Men nej. Han skulle afsted. Og sådan var det jo bare. Det havde hun det egentlig fint nok med. De var jo ikke kærester eller noget. Det var ikke på den måde. Så de tog en rolig afsked. Smertefuld, men udramatisk. Det var jo ikke noget endegyldigt farvel. De skulle ses igen en dag. Og indtil da kunne de holde kontakten ved hjælp af brevduer.

Og så var det eventyret brast. For Tornerose sendte brevdue efter brevdue til prinsen, og hver eneste af dem vendte tomfodet hjem. Hun sad hver dag i sit tårn og spejdede efter nye duer, men der kom ingen. Til sidst kom hendes egne ikke engang retur. Som om de vidste at det var formålsløst.

Så længselsfuld var hun, at hun glemte at leve. Hun skrev og skrev. Også breve hun ikke sendte. Breve fulde af spørgsmål. Det sidste og korteste brev lød:

"Kære Prins

Hvorfor vækkede du mig, bare for at lade mig være alene. Da jeg sov, vidste jeg ikke hvad længsel var. Jeg kunne godt have været foruden den viden. Nu er jeg vågen, men jeg lever ikke. Jeg føler sult, og intet kan mætte mig. Jeg føler tørst, men alt hvad jeg drikker, er salt som mine tårer. Jeg er træt, men kan ikke sove. Jeg har jo sovet så længe, og dit kys holder mig stadig vågen.

Prins, jeg ville ønske jeg aldrig havde mødt dig. Hvad skal jeg med dig? Hvad skal jeg overhovedet med den viden at du findes? Jeg har opgivet at finde en mening, og nu må jeg sige endeligt farvel.

Kunne have været din,
   Tornerose"
   Det brev blev aldrig sendt. Hun gav slip på prinsen i sine tanker, og vendte på en eller anden måde tilbage til livet på slottet.