Nogle gange, vågner jeg om natten. Tager mig om mit håndled. Er bange for at jeg pludselig bliver så tynd igen. Lige så tynd som jeg var dengang. Hvis jeg kører min hånd hen over min arm kan jeg føle arene. Sårene er dybe. Jeg skar til dengang, skar så dybt ind i min tynde, tynde arm. Jeg kan stadig huske smerten. Det var forfærdeligt. Så ubeskriveligt forfærdeligt. På samme tid fantastisk.
Al den mad, al den mad jeg ikke spiste... Al den mad jeg gemte. Alt det jeg brækkede op igen. Det var så grotesk. Så... ja, ubeskriveligt. Det er svært at sætte ord på de følelser der kommer derinde fra. Derinde bag facaderne hvor mørket befinder sig.
Der gik så mange måneder hvor jeg ikke så hvordan jeg virkeligt så ud. Jeg troede at jeg var så fed. Jeg troede at hvis jeg bare tabte et par kilo mere, ville jeg få en masse venner. Det skete ikke. Jeg mistede. Den ene efter den anden faldt fra som tiden gik, og jeg tænkte ikke på andet end mad og smerte. Jeg var så fucked up og ligeglad. Nu er jeg bange for at blive det igen. Er bange for at jeg pludselig ikke ser virkeligheden som dengang.
Hvis jeg vågner en morgen og ikke kan føle kriblen i fingrene, ved jeg at det kan gå galt.
Hvis jeg åbner vinduet og ikke kan dufte den friske duft der kommer udefra, ved jeg at jeg skal passe på.
For mad er ikke noget jeg føler stor kærlighed for. Jeg kan godt lide at se på mad. Lave mad. Men jeg hader at spise den. Jeg bryder mig ikke om smagen. Jeg kan ikke lide følelsen af at tygge på noget. På dyr, salat, kartofler og den slags. Jeg bryder mig ikke om folk der taler med mad i munden. Jeg væmmes. Jeg har lyst til at kaste op. På en rigtig dårlig dag går jeg det. PÅ en god dag lader jeg være. Er bange for dårlige dage. Bange for at falde ned i det sorte dybe hul igen og aldrig komme op derfra.
Der er ikke mange dårlige dage længere men det sker stadig at de kommer. Det er en smerte uden lige. Det er al den frygt der gør så ondt tror jeg. Det føles som knust bevidsthed. Knust sjæl.