Alle disse ord, er hårde at bære rundt på. Alle disse historier, der gemmer sig i mit sind. Det er som om, at de aldrig giver slip. Ikke før jeg har skrevet dem ned.
Jeg føler ingenting. Føler kun gennem mine historier og når de er skrevet er jeg næsten død. Føler mig død.
Jeg hader at jeg ikke kan mærke mit hjerte, føle mit sind. Er så ensom, for ingen forstår. Er så anderledes. Min lærer kalder det en gave. En gave at kunne skrive. Jeg kalder det en forbandelse. Jeg føler gennem fantasipersoner. Når jeg ikke kan føle dem, føler jeg intet. Jeg kan gå uger uden at føle. Det er en pinsel. Prøv bare i én dag, ikke at kunne føle lyset der brænder i øjnene. En dag, hvor kulden ikke giver dig gåsehud. En dag, hvor ordene "for altid" bare er ord. En dag, hvor du ikke kan føle hjernecellerne der arbejder på at finde svaret til det stillede spørgsmål. Prøv bare at leve en dag, uden at føle. Flere uger uden følelser og når de så kommer, følelserne, er det en andens. En person du digter til at overtage læsset. Men i de perioder jeg ingen fantasi har, vil jeg så gerne føle. Hvad som helst... Kærlighed eller smerte. Så jeg skærer. Skærer i mig selv til jeg kan føle smerten. Se blodet. Føle at jeg lever. Når jeg først går i gang, kan jeg ikke stoppe igen. Jeg skærer og skærer, til jeg besvimer. Det hænder at de finder mig. Blødende, døende på mit værelse. De sender mig på hospitalet. Det er sket to gange nu. Så de holder øje med mig. Tjekker mine håndled. Sørger for at jeg ikke er alene for lang tid af gangen. Forstår ikke hvorfor de ikke bare kan lade mig gøre det. Jeg bliver nød til at føle, skal bare... Så jeg er begyndt at skære andre steder, steder de ikke ser. I mine lår, på min mave. Det er ikke helt det samme, men hvis man skærer længe nok, skærer dybt nok, flyder blodet stille ned af min krop og jeg føler mig levende. Lykkelig. Smerten fortager sig. Jeg skærer igen. Lykkelig. Smerten fortager sig. Jeg skærer igen.