Du sparkede benene væk under mig - og det irriterede mig at jeg ikke kunne stå. Du ændrede hele min opfattelse af kærligheden. Kærligheden jeg engang ikke troede på. Det gør jeg nu. Tror på at kærligheden findes.
Kærlighed har bare for mit vedkommende fået en anden betydning. I Politikkens ordbog står der skrevet:
"Stærk, dyb følelse af at holde af nogen el. noget."
Jeg giver ordbogen ret, men vælger at ændre lidt:
"Stærk følelse af at holde af nogen el. noget, så dybt at man er blændet af virkeligheden. Kærlighed er eufori, til man bliver såret. Derefter er kærlighed et helvede, man ikke slipper ud af."
Vi har alle følt kærligheden, har vi ikke? Bare en smule. Få sekunder hvor man kunne føle alle nervecellerne i kroppen når en anden person strøg sin hånd hen over din. Og kan i ikke huske fornemmelsen? Man glemmer den aldrig. Aldrig nogensinde. Man glemmer heller ikke da man mistede, glemmer ikke da det gik op for en at intet ender lykkeligt. Dengang i fandt ud af at den slags kun sker på film. Jeg husker det tydeligt. Dagen virkeligheden ramte mig. Dagen hvor virkeligheden slog os alle, med sin uforglemmelighed.