Jeg bor i et bakket landskab
Med tinder, slugter og dale
Dalene er blomstrende og grønne
Slugterne sorte som dødens gab
- apatiens fortærende dvale
Tinderne så skrøbeligt skønne

Tindernes toppe er så fjerne
Deroppe skinner solen evigt,
Men dens stråler er som ild
Blive der altid? Måske? Gerne?
Lykkens løfter indfriet rigt -
Skyggen sniger sig frem - vild

I slugternes nattemørke sale
Er ragnarok identisk med logik
Og søvnen det eneste håb.
I mørket næres de gale
Af drømmenes knuste musik
Til tonerne splittes og føder et råb

Jeg ved jo dalene er der;
Steder, hvor roser kan stikke
Hvor fingre kan bløde og øjne græde
Men hvor man lever og ser
- at det udelukker ikke -
der kan igen komme glæde.