Nu kommer det bare strømmende,
jeg skriver igen om drømmene.
Både de lyse og de dystre
må makke ret, må hjernen lystre.

Selvom jeg ikke kan se nogen mening,
dannes der strofer med ord i forening.
Nogle er lette som sommerens brise,
andre er tunge som tusmørkets krise.

Modet kan svigte, når dagen er grå,
solskin kan lokke mig med ud at gå.
Lunerne svinger som urets pendul,
frem og tilbage går livslykkens hjul.

Ivrigt jeg prøver at standse dets fart:
”Hej, lige her er der noget så rart!”
Ak, men forgæves jeg kæmper den strid,
smagsprøver får jeg, men bare én bid.