En nytrykt avis en lørdag er fin,
men hvad må mit øje dog skue.
Vi mandfolk igen engang er til grin
for fodboldens ildnende lue.
Vi ligger ved flimren med skrig og med skrål
og gør på en hel masse bajere kål,
mens landsholdet spiller de pragtfulde mål.
Vi brøler dem henrevne hilsner.

Se det er historien om hankønnet som,
aviserne gerne beretter
for kvinden at tækkes, men ta' nu og kom
på parcelhuset taget vi letter.
Vi kikker derind, der hvor flimmeren står
der sidder tre piger, der ikke forsmår
at se på alt som på tv’et går.
De skriger de henrevne hilsner.

Med franske kartofler og hvidvin med mer’
de fejrer de rød hvide helte
og følger alt, hvad på fjernsynet sker,
så huset er fast ved at vælte.
Men hvor er nu far'en i alt det halløj,
jo han er forsvundet i al denne støj.
Han går sig en tur i sit halvgamle tøj
og nyder naturens små hilsner.

Naturen den kræser for vandreren som
går ud i en sen sommeraften.
Det bedre for mig er at vandre lidt om
og mærke mig midsommerkraften.
At sidde og glo på en skærm, der er grøn,
er ikke hvad jeg opfatter som skøn,
jeg nyder naturen, der just nu er køn.
og gir den min kærligste hilsen.