Jeg skriver, nu i desperation, stille desperation, men desperation. Jeg har ikke mere luft, hvis jeg havde haft, så havde jeg skreget i stedet - men jeg må ty til det skrevne ord. Til et utal af små sorte bogstaver, som selv i dannelsen af ord på ord, ikke giver mig vished om mening.
Jeg læser, har de sidste mange måneder læst et utal af hvide sider med et endnu større utal af små bogstaver og ord og jeg ved ikke længere hvad der er mit, hvad der hans og hendes og deres fra en anden verden.
Flugt? Nej ikke flugt, jeg ønsker ikke længere at flygte, men at få vished, vished ind i det uvisse. Det tågede, det mørke, det farlige, det fængslende.
Jagene.. de kom i natten.. men nu er de der også om dagen. De sætter sig i mit hoved og tvinger mig til at trække vejret roligt, men de holder ikke mit hjerte fra at dunke hurtigere og hurtigere, som bassen fra det bilstereoanlæg som lige susede forbi udenfor på den ellers lydløse vej.
Jeg vælger, altid - hele tiden.. alt er et valg lige nu for mig. Jeg tænkte ikke over de valg jeg gjorde før, det var uden betydning. Hvis det var forkert, valgte jeg bare om. Det var ikke valg. Nu vælger jeg og fravælger. Jeg har fravalgt min frihed.
Jeg tænker.. nej min frihed fravalgte jeg for lang tid siden, nu forsøger jeg at genskabe den.
Jeg tvivler.. mest af alt tvivler jeg. Derfor min desperation, min længsel efter at finde svaret, derfor skriver jeg nu.

Tavshed. Mine fingres ivrige tasten er forstummet.

Angst.

Hvad finder jeg? Hvad er jeg bange for? At finde afsky, sorg, ufattelig vrede, afmagt.. nej.. jeg er bange for at finde noget som er intet værd. At finde intet. At opdage at alt var formålsløst og intet værd.
Men hvad er værdifuldt? Hvad er det som fylder ens liv med værdi? Hvad er det værdifyldte liv når regningen skal gøres op til sidst?