Trøstesløse dråber rammer Tavshedens rude,
som er faldet fra mit hjertes pinsler.
Den dirrende smerte har frastjålet min livsenergi.
Ingenting vil nogensinde blive som det var før!

Virkeligheden barske realitet har fjernet mine drømme,
væk er mine håb om at være som før.
Uden frygten over at vide man allerede er dømt.
Med en morder voksende indeni mig!

Hvorfor skulle dette ramme lige netop mig,
denne gruefulde skæbne der ender med at dræbe.
Omverdenen har jeg lukket ude bag livets dør.
For jeg mangler ej deres forståelse eller sympati!

Magtesløs sidder jeg og tørrer stille ind,
intet kan jeg gøre for at bremse denne iværksættelse.
Fortabt er jeg og for svag til at kæmpe videre.
Intetheden vil snart være over mig!

Jeg kan mærke livet der strømmer ud af mig,
som vand der hældes ud over koppens kant.
Canceren knuser mine organer i et kraftigt greb.
Nu kan jeg se Døden nærmer sig!