Der var engang tre flyvere, der mødtes i en bar,
de sidder der og snakker om de fly, som de nu har.
Og de var mægtig store, det må man skam forstå
en havde fløjet fodboldfans med bold og brandert på
samt hele landets mesterhold deroppe i det blå.

Den anden havde skam et fly, der endnu større var
for holdet havde spillet der, og sagen var nu klar.
Det var et rigtig kæmpefly, så han var ikke dum
for han ku’ flyv’ en fodboldkamp med samt sit publikum.

Den tredje flyver hev sin næse op fra glassets rand
og stirrede i kredsen rundt, han var en ydmyg mand.
Så løfted’ han sin stemme og kvad så disse ord
en smule om at flyve omkring på denne jord:

Se jeg kan ej fortælle om fodbold og om fans
Jeg kan kun en beretning til gengæld er den sand.
Engang jeg fløj mit kære fly alt under himlens blå.
Atlanterhavets flade den lå så stor og grå.

Vi hørte da en lyd som af en kæmpemæssig bi
et sted bagom i flyet ved vore toiletter ti.
Og første styrmand drog af sted på scooter for at se
om alt var som det være sku’, man ikke her må le.

For sikkerhed skal være god selv i et større fly,
vi flyve med det sku’ jo alt til næste morgengry.
Og styrmand kom tilbage og nu må man gerne le,
da han med smil berettede om, hvad han fik at se:

Det var såmænd en jumbojet en syv og firtisyv,
der lokket var af lyset fra vort lokum nummer syv,
nu svirred’ den i timevis om lysekronens kant
og lignede grangiveligt en vinget elefant,
der brummede og summede og dum var som en stud,
for den ku’ ikke finde vej og atter flyve ud.