Nu lægger hun der med spredte ben, og stønner hendes sorger ud i det ukendte værelse. Hun har endnu en gang været ballets dronning og redet af sted med prinsen, alt i mens de andre kvinder kunne kigge sørgmodigt på.
Hendes marmorkrop vrider sig på bordet, hver gang hingsten støder til, men der er noget der mangler. Noget der splinters, hver gang hun ser sig spejlet. Denne graciøse skikkelse har mørket trukket ned i graven, og nu er krybene ved at fortære hende. Manglen i dette sædvanlige weekends rituel er følelsen af anerkendelse. For de frådende mænd er hun blot et redskab, der er til for at behage dem. I nat vil hendes mascara løbe sorte striber på hendes kinder endnu engang, og barberkniven vil kalde trøstende. Hun vil vandre med blødende håndled gennem hån fra mange års bebrejdelse. Denne nat vil hendes smukke ydre krakelere i selvmedlidenhed. Hun prøver at virke tilfredsstillet, da mandens liderlighed er eksploderet. Hun vil ikke forlade dette ukendte rum med velbehag i sindet. Hun vil krybe derfra som et såret dyr, ud i natten, der er så ensom og farlig. Hun vil prøve at opsøge manden, men han vil ikke kendes ved hende, og atter engang vil hun søge trøst i en ny favn. Atter en weekend. Atter en svedende kamp. Hvornår bliver det for meget? Snart? Hendes afklædte dans i de ansigts løse mænds rige virker så patetisk, da intet af det involverer følelser. Beruset og euforiserende brænder weekenderne af sted med flere tons ensomhed smidt i hovedet, hver gang. Hun går under. Hun synker til bunds. Drukner. Rivalerne vil håne hende og hun vil føle sig som en tøjte, men dette er hendes eneste form for trøst. Hun prøver febrilsk at holde hovedet over vand. Barberkniven insisterer endnu engang. Denne gang på langs. Hendes øjne vil græde, men hendes mund vil le. Var hun overhovedet levende, de år hun levede? Hendes blege smil er glemt i morgen, og hun hendes væsen er allerede erstattet.