Konger og imperier falder for min hånd,
Jeg er kun bundet af fantasiens bånd.
Jeg bryder alle grænser, også dem jeg selv sætter.
Sænker slagskibe, dømmer Holger danske som kætter.
Denne følelse af magt og overflødig pomp og pragt
Det er så skønt at mit ord er det sidste som bli'r sagt!

Mine ord er love, skrevet ned på pergament,
Følger de dem ikke bli'r de slettet permanent
Det nytter dem ikke at de råber og skriger,
kan alligevel slet ikke høre hvad de siger.
Jeg arrangerer rejser, og jeg lader det gå galt,
Sidste rejse endte med at gamle Peter han blev kvalt.

Jeg er ligeglad saa længe helten kommer hjem i live
For min skyld maa resten saa godt faa lov at drive
Kom nu alle sammen lad os holde os en fest
Hvert et dyr fra hakkebakke skoven kommer med som gæst
Saa falder himlen ned fordi jeg er i godt humør,
Mens moster Helga prædiker dommedag i Helsingør.

Nu sidder du og tænker "hvorfor gjorde han dog det?"
Jeg ku' ik' gøre for det, det måtte bare ske
En kæmpe hval dratter nu fra himlene ned,
En deux ex machina midt i mit jordbær bed
Den fætter er unægtelig en anelse i vejen,
Saa jeg flytter på min pen og hidkalder bolighajen.
Indser saa han ik' ka' bruges til skid,
Men han faar dog lov at gøre gamle Gerda gravid.

Og nu sidder jeg saa her, med den dér dumme lille unge
Som sidder og ler, alt imens han rækker tunge
Provokerende skarn, det finder jeg mig ikke i
Jeg forærer ham en is som han slet ik' ka' li'.
han skal stadig ekspederes helt ud af vor fortælling,
Saa jeg slaar ham med en kæmpe fisk og drukner ham i vælling.

Nu gaar det ganske galt, ja det sker fra tid til anden
mens du sidder og tænker: "er han helt fra forstanden?"
"Det er det glade vanvid" si'r den lille pige,
mens hun prygler Peter plys med en polkaprikket stige
Og nu skifter jeg kapitel, hopper om paa næste side,
lader dig, kære læser, sidde og lide.

Ny side, nyt kapitel sikke dog en herlig start
Jeg gaar amok med alfabetet, og iih hvor er det rart
Den bedre halvdel af min gane ja, den lider lidt af tørke,
Så nu slukker jeg for solen, og hyller alt i Mørke
"Hvad er det? - en by i Jylland!" svarer jeg totalt forvirret,
alt imens jeg nu har udfyldt toppen af papiret
Jeg mangler et par linier, saa jeg skriver lidt af hvert.
Jeg er ligeglad med at det bli'r en smule sært.

Fortællingen den fortsætter gennem mine ord
Tvinger helten til at sætte sig her paa dette bord
Jeg vil selv lege med, saa jeg skaber en person
Men han minder alt for meget om ham popstjernen jon
Han er jo umulig, det ved alle og enhver
Der er ogsaa rettigheder jeg skal tænke paa her.
Saa jeg skriver løs, sletter hans eksistens,
Glemmer alt om punktum, komma, linieskift og kongruens.

Og jeg skriver videre, saadan lidt for sjov,
ekviperer hr. Jensen med en gammeldags plov.
Han var bonde paa en gaard, ja det er jo ganske vidst
han var treogtyve aar, og vidste alt om gren og kvist.
Han levede paa landet, engang for længe siden
og han brillerede ofte med sin viden.

Men saa blev jeg træt af ham, ond som jeg er,
la' ham i en skuffe, han faar lov at blive dér.
Nye verdener skabes, lige her paa disse sider
nye krige tabes, nye helte, nye tider.
Nu mangler jeg to linier for at slutte dette rim,
saa Peter fra Herning brænder sig en flaske vin.

Nu er Peter skrevet ind, saa han skal ogsaa skrives ud
Folket ønsker ham god vind, og jeg giver ham en brud.
De bli'r gift og lever lykkeligt til deres dages ende,
Men kun fordi jeg har et helt andet ærinde
Nu beslutter jeg mig for, at jeg ikke gider mer'
Jeg beklager folkens, vor fortælling slutter her.