Ædel råddenskab:

Der hænger hun. Synes en del af en klase, men skiller sig ud fra stammen.
   Hun føler sig grøn og ændres deraf.
   Måske ikke fysisk.
   Måske ikke synligt.
   Men den er der. Forandringen.
   De andre opdager den ikke. Hun ligner jo dem. blå og sprøde og fuld af saft.
   Hun ligner jo dem, så sådan må det være!
   Men de ser heller ikke. De kigger.
   De lytter ikke. De hører.
   Og hun prøver ikke. Hænger bare i sin finde sprøde skal, og rådner.
   Indmad halvt fuldt op af sukker og halvt med gær.
   Sukker fortæret af gær.
   En naturlig reaktion som ender i affaldsstoffer der bedøver hjerner og andre sartheder.
   Hun gør det ikke med vilje, selvom hun tror det.
   Hun hænger kun så tæt, at det bare sker.
   Skal mod skal. Ingen berøring. Ingen kontakt. Ingen fare.

En svamp kommer forbi. Om det var med vilje, er kun en gåde.
   Men den sætter sig på hende med en slet skjult agenda.
   Den kan ikke kende forskel. Hun er ikke grøn, men blå, som de andre.
   Den har ingen lugtesans og kan ikke sanse hendes stank, men det kan de andre heller ikke, skønt deres tætte kontakt.
   Og den begynder at æde hende.
   Udefra og indefra.
   Sugende hendes indmad. En ædel svamp, siger de andre, hviskende henrykteog vinden blæser.
   Men det gør ondt!
   Hun skriger, mens blæsten tager til.
   Solen er væk, den livgivende.
   Hendes skal fortæres og skrumper langsomt. Betragter i hendes dødskamp de andre struttende ska.
   Misundelige.
   Naturens arbejde bliver fuldgjort.
   Erobret.
   Og klasen jubler.
   Hvor smukt!
   Hvor elegant!
   Hvor unikt!