Nu vågner jeg igen. Du har rejst mig fra støvet og gjort mig stor. Den følelse troede jeg ikke ville tilsmile mig igen, men et enkelt glimt fra dine øjne var brændstof og pludselig begyndte motoren at brumme af sted af highway moonsafari og du var stjernerne den aften. Alt hvad mine drømme håbløst har handlet om er blevet en realitet, at have dig på passagersædet og vi åbner og lukker øjnene sammen. End ikke helvede kan nå os.
   For du er: nat og dag, månens vandring, de tudende ulve, den grædende himmel, vægen i lyset, sommerfuglen i edderkoppespindet, tordenen en sen sommernat, braget fra en bilulykke.
   Min hånd vil altid våge over dig, for hvad er en puppe uden en sommerfugl.
   Når du med trætte øjne ser på verden og krakelere, vil en trøstende stemme løfte dig op fra bunden.
   De kan lade blyet fly og forpeste luften med deres religion. Lad napalmet og
   a-bomben falde, for tilbage vil vi to stå, som Adam og Eva, med bristede hjerter og galningens blik i øjet. Med vores skygger malet op af resterne af en dagligvarebutik.
   Og når det hele bliver for meget og du græder sorte striber, vil jeg vugge dit forvirrede sind til ro på mit bryst.
   Jeg vil betragte dig mens du sover. Være vågen indtil mareridtet rammer. En blid hånd vil stryge dit mørke hår og dæmonerne vil lige så stille forsvinde ud i natten.
   Satan kan snerre fremtids og fortids forbandelser efter os lige så meget han vil, for hans trusler stopper ikke motoren, der på trætte dæk fortsætter hele den lange vej ind i den hvide tunnel. Du vil smile når vi sammen kommer ud på den anden side og fået vinger.
   Dog er dette blot en illusion, for da jeg drejer hovedet over mod dig, er der ingen på passagersædet. Blot en tom flaske piller og min krop er så følelsesløs og hvorfor vender min arm den anden vej? og hvorfor er fronten af bilen parkeret i en lastbil?
   Og med et smil visker jeg - Du, min bilulykke, og manden i båden vil sejle, med mig som passager. Alene.