Her sidder vi.
   Du og jeg.

I en antifysisk verden. Væk fra grimme ord, forudintagenhed, fordomme og mislykkede førstehåndsindtryk.
   Er det sørgeligt? At vi bliver nødt til at række en usynlig hånd ud til mennesker vi aldrig har mødt.
   Er det samfundets knyster, som tvinger os ind i dette her sted, hvor vi fortæller hinanden mere end til vores nærmeste.
   Er det den trygge anonymitet, som tiltrækker og som forfører os ind i et forhold, hvor vi ikke stiller krav.
   Er det herinde det ægte overskud ligger, fordi hvis vi ikke kan klare det, kan vi altid slukke. Slukke og glemme.

Men selv gennem det iskolde rum, selv gennem mange tusinde døde elementer, finder vi hinanden. Tiltrækkes af en varme vi hver især udstråler.Hægter os sammen som guirlander og hengivenheden er skabt. Selv i ugunstige og golde områder, kan der skabes liv. Selv i uhåndgribelige universer flyder interessen og åbenheden sammen med elektroniske impulser og skaber ægte kontakter gennem det skrevne sprog. Mimikken sidder mellem linierne. Kropssproget har nået nye højder. Men her misforståes ikke. Ikke så tit. Her er det fysiske ubetydelig i denne oase fra den fysiskrelaterede verden udenfor.
   Her kan vi være os selv. På vores egne præmisser.