Hvem er du? Sådan siger vi aldrig. Nej, det vi spørger om er, "Hvad laver du?" og udfra vedkommendes svar, danner vi allerede et indtryk af hvilken person det er vi har med at gøre.
Næste skridt er at vi fortæller lidt om os selv og dernæst spiller vi bolden videre. Har vi en kæreste? Er vi gift? Er vi single? Har vi børn?
Og hvis vi har, spørger vi hvor gamle de er og hvad de hedder. Hvis ikke, spørger vi hvorfor og så er vi straks sprunget et par trin over fra det overfladiske til det personlige.
Så hvad ville der ske, hvis vi lavede vores adfærd om?

Hvis vi straks vi mødte hinanden, spurgte:
"Nå, hvad fejler du så?" Eller: "Hvilket parti stemmer du på?"
At få en anden indgangsvinkel end den vi plejer. Det kunne da være interessant.
Og det er vel netop der kimen ligger: At være interressant!
At lyde som et spændende menneske med et spændende arbejde og en spændende fritid. En spændende partner og spændende børn, hvis vi har det. Fordi hvis ikke, så bliver det noglegange LIDT for spændende, men samtidig tror vi, at vi så er berettigede til at gå helt ind under huden på et menneske vi lige har mødt og spørge:
"Hvorfor har du ikke det?"
Egentligt meget uforskammet, når man tænker over det.

Det er tit de overfladiske ting, men det er på en måde forståeligt. Dog gør det, at vi kategoriserer hinanden utroligt hurtigt.
Jeg kunne egentlig godt tænke mig at prøve, bare for at prøve, at fortælle et nyt menneske, hvis de spørger mig, hvad jeg laver og svare:
"Jeg har epilepsi!"
Og så tage den derfra. Jeg tror samtalen kunne blive yderst interessant og spændende. Omend ikke andet, så for at studere modpartens reaktion.