Plejehjemmet. Hans sidste stop før den evige søvn. Han deltager ikke i den daglige samtale, det daglige samvær med de andre. Demens, fremskredet, har ikke kontakt længere med omgivelserne.
   Den korte hukommelse er væk. Fortiden dukker kun op i glimt. Mange års hårdt arbejde i de jyske tørvegrave er glemt, eller dukker op i glimt, på tidspunkter der ikke er passende. Kone og børn husker han ikke. Hans øjne er tomme, uden det liv der var engang. Sidder bare for sig selv. Børnene kommer, hilser på ham, men han kender dem ikke, er fraværende.

Han taber gaflen, ser drømmende ud i lokalet, smiler drenget...
   "Karen! Er du nu her igen?.. "
   Han fumler med gylpen, undskylder han ikke er klar endnu. Karens latter gør ham godt. Tankerne flyver, sammen er de i paradiset, lykkelige. Hun stryger kærligt hans kind, kysser ham blidt på munden. Forsigtigt rækker han ud efter hende, kysser hende kærligt.

Så flygter hun, råber op, bruger ord han ikke forstår.

"Jensen! Du skal holde dig fra fru Hansen, ikke være voldelig... Og se så at få knappet de bukser. Det ligner ikke noget at sidde og lege med dig selv under middagen, det er griseri. Vil du hellere spise inde på dit værelse?.."
   Hans tomme øjne ser rundt, fanger ikke det postyr han er årsag til, ser ikke de andre damers strenge blikke, hører ikke kommentarerne, fordømmelserne.

"Tørvemosen!!! Ja, det var i tørvemosen!" siger han højt.
   Så er det væk igen. Hans øjne er tomme, intet liv spiller i dem. Grå og trist hverdag uden glæder, uden kontakt med omverdenen.
   Jensen falder sammen, ser træt på den portør og den sygepasser der taler til ham, forstår ikke hvad de siger, er gammel og træt. Vil bare være alene.