I venteværelset venter vi.
Både dem der er syge, dem som hoster lidt.
Dem som venter på nyt liv, dem som venter på at få besked.
De ældre og de unge, venter på deres tur.
Endnu en læge stikker hovedet frem fra sin dør, næste patient bliver råbt op.
Jeg kigger på mit ur, er det ikke snart min tur?
Jeg kigger lidt på barnet i morens skød, hvor ville jeg ønske, at den lille pode var min.
Den lille pode med røde kinder og gyldigt hår, suger sig fast til sin mor.
Et stjålet blik sender jeg dem, skynder mig at kigge væk ned på bladet i min hænder.
Endnu et blik sender jeg til den lille familie, en ældre hr. hoster tørt.
Den gammel dame med stokken, sætter sig bedre til rette og vælter sin stok.
Manden med overskægget, der sidder ved siden af hende, er så høflig at samle hendes stok op. Damen siger pænt tak, og sender ham et venligt smil.
Endnu et navn bliver råbt op, var det mit?
Jeg rejser mig, når lige at lette mig, da en anden med samme navn rejser sig.
Moren rejser sig med den lille på armen, går ned af gangen, hvor lægen havde råbt hendes navn.
Lidt efter er min ventetid forbi, mit navn bliver råbt op, jeg går ned af selvsamme gang som moren forsvandt ned af.
Efter lægebesøg tænker jeg, på moren med den lille pode, hvor jeg syndes hun er heldig. Når der så mange der døjer med barnløshed.
Døren ind til lægen, lukker jeg efter mig og tager, turen tilbage af gangen jeg kom fra. Den ældre dame, med stokken, sidder stadig og venter.
Døren går op, og endnu nye patienter, går ind og venter på, deres navne bliver råbt op.
Hjemme i lejligheden venter min hund, tager imod med mig med logrende hale, om lidt kommer min mand hjem, livet er ikke så skidt endda.