Jeg ved simpelthen ikke om det lykkes at komme afsted i dag, sukker Ursula tungt. Generatoren er flad og jeg får ikke tøet olien op. Hun er irriteret over, at hun ikke huskede at tage generatoren med ind i går. Herude straffes man hårdt for det mindste fejltrin og har kun sig selv at skyde skylden på. Det er råt og uden omsvøb, men hun elsker denne livsstil, hvor der ikke er langt fra handling til konsekvens.

Hun står i det lukkede vindfang og ser på sig selv i det lille spejl mens hun taler i satellittelefonen. Hun ser træt ud, selv efter 10 timers søvn og hun vender spejlet om. Hun kan vågne om morgenen fuldstændig radbrækket, slå øjnene op og undre sig over om hun overhovedet har sovet. Det er som om det aldrig er nok. Ofte lægger hun sig ned og sover et par timer mere. Det er stadig noget hun kæmper med. Døgnrytmen, som på disse breddegrader ikke udviser nåde eller behændigt lige kan justeres med en enkelt industritime frem og tilbage.

Har du mulighed for at hente den for mig og komme herover på vej hjem? prøver Ursula med rolig stemmeføring. Hun ved det ikke nytter at presse Francis og slet ikke efter hans førerhund Maltjik pludselig døde. Han havde købt den i Whitehorse samme dag han var ankommet 10 år tidligere og de havde fulgt hinanden i tæt symbiose. For to uger siden havde Francis fundet Maltjik liggende død udenfor hundehuset kl. 2 om natten. Han havde opdaget det, fordi de andre hunde havde hylet som de normalt gør ved spisetid og havde dermed vækket ham. Han var gået ud med sit gevær ladt i den tro, at det var en grizzly, men havde blot fundet hunden liggende helt stiv og uden tegn på kamp.

Francis dukker op ud på eftermiddagen. De har en aftale om, at han bare kan gå ind uden at banke på. Han råber fra gangen og mens han tager overtøj og støvler af, får Ursula god tid til at servere kaffe og brød. Hvor skal jeg stille den? Francis træder ind i den varme stue og lukker døren efter sig. Ursula peger over på køkkenbordet og går hen og sætter sig i den slidte fløjlslænestol. Nu varer det ikke længe, siger Francis lavmælt. Han stiller sig foran brændeovnen og de kigger først tavst på hinanden og derefter over på køkkenbordet. Begge fastholder de blikkene i noget tid og uden at sige noget, forstår de hinanden. Om en måned er jorden klar, siger Francis og tager en slurk af den tjæresorte kaffe. Ja, gentager Ursula, om en måned er jorden klar.

Udenfor er det mørkt et stykke tid endnu.