Efter en 15-timers arbejdsdag bestående af madlavning, rengøring, tøjvask og børnepasning for familien Kumar i et af Chennais voksende middelklassekvarterer, begav Shruti sig i retning af kysten mod det store slumkvarter, hvor hun boede side om side med knap en million andre sudraer i et interimistisk blikskur på få kvadratmeter.
Hendes søn, Deepak, var som 8-årig stor nok til at passe sig selv efter de fire timers skolegang om morgenen, og hun var tryg ved at han brugte dagen med at lege med de mange venner i kvarteret, ligesom hun var stolt af at han ikke behøvede at bidrage til til deres underhold, sådan som hun selv havde gjort som barn.
Shruti var ikke selv vokset op i slum som sådan, og mange mødte hende med misbilligende blikke, måske fordi hun selvforskyldt var blevet dårligere stillet, måske fordi hun havde kastet skam over sin familie ved som 16-årig at blive gravid og stikke af med sin kæreste, Joshua.
Deepak havde været et vaskeægte kærlighedsbarn, også selvom kærlighed mellem de to teenagere efterhånden havde vist sig ikke at være nok, da en gylden mulighed havde præsenteret for Joshua. Det var nu fem år siden han efterlod dem i slummen, og at hun havde måttet høre fra en bekendt, at han nu var gift med en fjern slægtning i Delhi, og var blevet optaget på universitetet.
Oplevelsen havde om muligt gjort Shruti endnu mere stædig, og hun var fast besluttet på at skabe en fremtid med muligheder for Deepak, der var hendes et og alt.
Det var derfor, hun klokken otte om aftenen stadig befandt sig fem kilometer fra kysten og aldrig så den 10 meter høje mur, der ud af den varme nat rejste sig over hendes hjem i mørket. En grønsort bølge, der slog ned over slummen, skyllede huse og telte med deres beboere, familier, flere hundrede meter ind mod land, for derefter at forgrene sig som floder af tårer.