Det var på en og samme tid en helt fantastisk dag og den værste dag i mit liv, dagen vi forlod børnehjemmet. Min tvillingebror og jeg blev som småbørn efterladt på trapperne ved et kloster. Om vi ikke var ønskede eller om vores forældre ikke havde mulighed for at tage sig af os, er et spørgsmål uden svar. Ingen så hvem der efterlod os, så vi voksede op på et børnehjem tilhørende klosteret og undervist i klosterskolen.
Det var ikke meget vi så til hinanden da drenge og piger holdtes adskilte, men vi havde et tæt ubrydeligt bånd og når vi havde mulighed for det gemte vi os i gårdhavens store egetræ der havde et hulrum i stammen og legede. Nogle af børnene på klosterets børnehjem var så heldige at blive adopteret af barnløse par, men ikke os, der var ikke mange der ville have to børn på en gang... Til dagligt blev vi opfostret og undervist af nonner og munke, og der var stramme regler for alt. Derfor blev hulrummet i gårdhavens egetræ også vores fristed, et sted hvor der kun var os og den verden vi skabte med vores fantasi, vi snakkede ofte om verden udenfor klosteret og alle de eventyr der ventede derude.
Dermed ikke sagt at alt på klosteret var dårligt, gennem klosteret fik vi en almen dannende uddannelse og en bred viden som vi kunne drage stor fordel af da vi som attenårige fik lov at forlade klosteret. Min tvillingebror og jeg havde begge fået arbejde på en gård han som opsynsmand og jeg som ung pige i huset. Lønnen var lille, men til gengæld hørte der sig en lille tjenestebolig til. Men ak vores fælles eventyr endte brat før det overhovedet var begyndte. Vi havde pakket vores ting og med stor forventning steg vi ind i taxaen og kørte mod vores nye begyndelse. På landevejen var der vores fælles eventyr sluttede, en anden bilist kom kørende fra en side vej i høj fart og bragede direkte ind i højre side af taxaen, hvor min bror sad. Han døde øjeblikkeligt, jeg på den anden side slap fra færdselsuheldet med mindre skrammer. Eventyret vi siden barnsben havde drømt om at begive os ud på sammen, måtte jeg nu opleve alene, med en manglende del af min sjæl.