Jeg vågnede ved sensationen af en kold hundesnude mod min kind. Jeg åbner øjnene, Milo kigger op på mig med sine store brune øjne og logrende hale. Jeg kigger på uret, det er søndag og jeg er vågnet sent. Jeg går ud i køkkenet og laver kaffe. Mens den brygger leder jeg efter noget tøj i mit klædeskab. Jeg tager et par jeans og en varm sweater på. Ude i gangen tager jeg mine støvler og et halstørklæde på. Jeg giver Milo sele på og tager snoren over skulderen. Jeg hælder kaffen i et termokrus og vi begiver os udenfor.

Solen skinner og vejret er lunt, men blæsten er kold. Vi går ned mod skoven, træernes blade er så småt ved at skifte farve. For ikke så længe siden var alting grønt og frodigt, men nu dominerer de røde og orange toner de træer der stadig har blade på grenene. Stien er også fyldt med nedfaldne blade. Jeg beslutter mig for at gå én lang tur med Milo i dag da det om ikke mange timer atter begynder at blive mørkt udenfor igen. Vi går igennem den på engang bare og farverige skov ned mod søen. På vores vej møder vi en svampesamle der er samler ind til sæsonens mange gryderetter. Milo trisser lidt i forvejen med snuden dybt begravet i jorden. Jeg kigger ud over søen, vinden har skabt store bølger og himlen er blevet lidt grå. Pludselig får Milo travlt og løber ind af en snæver sti. Jeg prøver at følge med, men det kan jeg ikke. Jeg kalder på ham flere gange uden held. Han plejer ellers ikke at stikke af og hvis han gør, kommer han altid hurtigt tilbage. Jeg kigger efter ham, hans hvide pels burde være nem at se i kontrast til bladenes varme orangerøde farver.

Jeg går dybere ind i skoven, jeg kan høre en mands stemme kalde på én ved navn Mille. Kort efter kan jeg se manden komme gående ligeledes klædt på i varmt tøj efter årstiden. Han spørger mig om jeg har set hans hund, hun er i løbetid og fik revet sig løs af halsbåndet. Jeg svarer at jeg ligeledes mangler min egen hund. Vi går igennem skoven sammen og leder efter hundene. Vi taler om alt fra stort til småt og det føles som om vi har kendt hinanden altid. Vi har efterhånden gået i skoven en times tid og himlen bliver endnu mere grå. Vi er lige ved at blive bekymrede da hundene kommer løbende imod os tydeligvis glade for hinanden. Milles ejer og jeg udveksler telefonnumre og aftales at mødes lige som det begynder at stå ned i stænger og vi hurtigt går hver vores vej.