Alarm. Projektører tændtes. Lyste nattens ufremkommelighed op. Mennesker myldrede frem som af ørkenens sand. Helikopteren fløj ham ind. De rullede den sårede over på noget plastik. Blodet strintede ud af den halvt overskårede hals. Jeg lå ind over ham, mens jeg søgte hans øjne, talte til ham, bad ham holde ud. Han gurglede, rallede, blodet løftede sig som lava i munden på ham, rullede sukkende tilbage, øjnene skræmt udspilede. Jeg læste, bad, velsignede. Lukkede blidt hans øjne. Langsomt slappedes hans krop. Kun den endnu levendes åndedræt hørtes. Projektørerne slukkedes. Mørket sænkede sig. Der blev stille. Ørkenen tog sit den nat.