Han går ned af den velkendte villavej med retningen mod arbejdet. Det er sommer og morgenen fremstår smuk, med de velpassede haver, træerne langs vejen, fuglene, og de glade børn, der med deres forældre bevæger sig mod skolen. Han arbejder selv på skolen, og trods den lille hovedpine han i dag var vågnet med, så han virkelig frem til at undervise dem. Han skulle undervise dem i.. nee... hvad var det nu? Han stopper op, tager sig til hovedet og et besynderligt syn møder ham. Huset lige over for, flimrer? Han står helt stille og betragter det. Flimmeret knitrer en smule. Lidt ligesom fjernsynsflimmer. Han støtter sig til det nærmeste træ, da flimmeret begynder at vandre. Han kunne ikke tro det. Haven, hækken, himlen og nu også vejen. Var det ham? Det hele slutter sig om ham og der bliver næsten fuldkommen stille. Den sagte knitren forsvinder, som når en orkan viser sit øje for den fascinerede beskuer... og så sker det. Et vindue kommer til syne, imellem flimmeret. Herefter en dør, nogle mursten og så resten af huset. Veje kommer til syne, og det kilder under fødderne på ham, da flimmeret skifter substans og ændrer sig til små sten, som udgør asfalten, på den nu nye villavej. En hel ny verden tårner sig op omkring ham, til flimmeret er fuldkommen borte. Himlen, skyerne, træerne, husene og menneskerne der bor der - alt sammen fuldstændig anderledes, og nyt. En uoverskuelig mængde af tanker, med efterfølgende ubesvarede spørgsmål trænger sig på, mens han af mennesker i hvide kitler bliver ført bort. Han mærker et lille stik og føler sig pludselig søvnig. Lyset er brændende da han vågner. Rummet er helt sterilt og hvidt. Han ligger ned og kan ikke røre sig. Han prøver, men må forgæves give op for det der holder ham nede. En forfærdelig hovedpine. To mennesker, i hvide kitler, kikker på ham med nysgerrige og uforstående øjne. De prøver at kommunikere med ham, men han forstår dem ikke... slet ikke. Han mærker angsten, uroen. Han kan ikke samle tankerne. Han ved ikke hvem han er, eller hvor han er. Det hele er kaotisk. Med tårer i øjnene slår han ud med armene, og får fat i en hvid genstand der føles som gummi, men ligner et stykke træ der udgør et bord. Det rører på sig, og af ren forskrækkelse trækker han sin hånd tilbage; jamen.. hvordan?? En af de hvide mennesker holder ham pludselig fast, og mens han mærker følelsen af det velkendte stik, får han et hurtig kik på personen. Synet ophører hans eksistens, og mens bevidstheden flyder ned af madrassen og ned på gulvet, opsluges den af en anden verden, som går i et med det bagvedliggende flimmer.