Et forsøg var det, det der skulle til for ikke at dø.
Hun var udmattet og hendes krop var lemlæstet, men blev ved med at løbe. Hun kunne intet se, løb bare. Håbede på, at nogen fandt hende. Men skoven var dyb og det var umuligt at finde ud. Timer senere, da hun nåede udkanten af skoven, faldt hun om af udmattelse.
Hun åbnede øjnene. Bundet fast til en stol, bedøvet. Den eneste chance for at flygte, var brugt. Hun var tilbage i det samme hus. De samme lyde, de samme lugte og den samme stemme. Han havde fundet hende.