Måske... måske vil i dag blive anderledes. Måske ville de ikke ignorere hende i dag. Chancen var der, men den var lille. Altid... altid var det det samme om og om igen. Holddeling i idræt, frikvarteret i gange, i timerne i gruppearbejdet. Var det dem der ikke kunne se det, eller var det hende? Måske... nej helt sikkert ville hun gøre sit bedste på denne nye skole. Lige så snart hun var fladet til ville hun... når hun havde lært dem lidt at kende ville hun... når de lige var kommet i gang ville hun... altid det samme om igen. Det ville aldrig ændre sig, hvad tænkte hun dog på?

Den sugende følelse indvendig ved udsigten til skældud fra voksne og eller irritationen fra kammeraterne når hun spolerede deres sjov. Som om hele den måde verden var bygget op på ville ændre sig, bare fordi det var et nyt sted hun var. Nej der skulle sikkert også nye mennesker til hvis hun ville ændre noget. Hun måtte bare vente så. Vente til næste gang. Ja det lød bedre. Vente til næste gang. Nej helvede tage det. Det bliver ikke bedre af at vente men... hvordan gør man? Det kan da ikke passe, det kun er hende der skal ændre på sig. Det kan da ikke passe, det altid er hende der er noget i vejen med. Kan det?

Jo det kunne det. Det var altid hendes skyld, hendes fejl, hendes, hendes, hendes... Glem det! Jeg kan ikke ændre mig så nemt. Jeg VIL ikke ændre mig, for det kan ikke være rigtig det kun er mig. Hun er mærkelig. Hun er skør. Hun er underlig. Ord der følger at stå ved. Ord der gør det svært at stå ved og klart hvorfor hun var bange for at prøve. Bange for at stå frem. Bange for at være anderledes, for at være sig selv. De, ordrerne, viste hende fællesskabets magt over inividet. Gjorde det tydeligt hvorfor hun altid havde tøvet, altid havde forsøgt at undgå hvad hun ikke turde stå ansigt til ansigt med.

Men hun var træt af det træt af deres, ordrernes, magt. Ønskede på sin vis hun havde kæmpet mod dem noget før og dog, at hun aldrig havde taget kampen op. Hvorfor skal det altid være det samme om og om igen. Men nu var det sådan og selvom hun måske fortrød nogle ting og gerne ville lave det om, ja så bliver det som det er. Hun tog kampen op. Kampen mod at bliver overset, efterladt, føle sig ligegyldig. Det tredje hjul på en cirkel eller det femte på en bil. Være der for blot at være der eller forbi de sagde hun skulle.

Kæmpede mod frygten for smerte, balanceret over ensomheden, med en pirrende bevidsthed om presset fra omgivelserne.