Clara følte sig mere og mere tom. Hvis du kender følelsen af at blive udhulet af noget du ikke kan se, men bare ved er i gang med at tømme dig for mening, så ved du hvordan Clara havde det den dag. Faktisk havde det stået på længe, men den aften hvor hun sad stift, og med påtaget interesse, overfor sin perfekte søster med den perfekte mand, så blev hun mere og mere klar over det. Søsteren var lige kommet hjem fra en lang rejse til Rom, hvor hun og manden bare havde slappet af og udlevet enhver turists drøm om at se de mange attraktioner samt udlevet enhver turists mareridt om at måtte rejse hjem til de frustrerende, møgforkælede unger der lå hjemme på gulvet i den prætentiøse villa i Hellerup og skreg på mor og far. Clara var glad for at hun ikke havde børn. Clara havde det da egentlig ok.
Hun tog et nip af sin hvidvin, og ønskede sig langt væk fra sin søsters fantasiforladte fortolkning af Colosseums tusinder af sten, og mordet på Cæsar. Forenden af restaurantens bord sad de gamle og lyttede interessant til de tomme ord der bare blev ved med at vælte ud, som om en dæmning var brast under trykket af de mange sætningers ikke eksisterende tyngde.
"Men altså," sagde søsteren mens hun kiggede drømmende på sin mand, "Så stod vi altså der, foran denne imponerende bygning, og så havde tossehans her glemt kameraet. Kunne i forestille jer hvor mopset jeg blev?"
Hun gav ham et lille kærligt klap på siden af hovedet, som om han var hendes eget lille kæledyr hun lige havde tilgivet.
"Ja det var noget være noget. Det tog hende hele eftermiddagen at køle ned igen" svarede hendes mand med et stift, påtaget smil. Han greb beslutsomt fat i sit hvidvinsglas, tømte det for indholdet, og signalerede til tjeneren at hans skulle have et nyt. Clara gjorde det samme.
Efter at de havde indtaget det sidste af deres måltid på restauranten og de fleste andre gæster var taget hjem, rejste Clara sig op.
"Travl dag i morgen. Må hellere se at komme hjem. " sagde hun mens hun forsøgte at få sin trenchcoat på. Clara følte sig mere og mere tom.