"Det går ik', jeg fejler bare" mumlede Jimmy nervøst. Jeg stod roligt og samlede mine egne nerver, ved hans højre side. Publikums højlydte klappen kunne høres som granater der faldt omkring os.
"Tag det helt roligt" sagde jeg stille, og tændte min smøg. Jeg tog en dyb indånding, og gik langsomt op på scenen.
Ansigterne lyste op da jeg trådte op på den enorme scene. Blodet kørte rundt med ekspresfart i alle dele af min krop, og jeg kunne mærke hvordan fladerne i mine hænder blev mere og mere fugtige, mens linjerne i mine hænder blev til små floder af sved. Mikrofonen begyndte langsomt at glide ud af min hånd, og min mund var tør. Omkring mig begyndte bandet at gøre klar, og mine hænder førte mikrofonen op til munden.
"E-e-er I klar København!!" skreg jeg en anelse skingert og nervøst. Et brag fra publikum gav mig svaret, og trommeslageren talte taktfast ind.
I mere end 20 år havde jeg levet for mit band, og havde brændt alle mine broer fra tidligere udskejelser. Mit liv bestod nu hovedsageligt af punkterede noder, punkterede lunger og natlige fester, der flød ud i glemslen. Tanken om et nogenlunde almindeligt liv havde strejfet et par gange eller to, men jeg levede for musikken og droppede jeg den ville jeg med sikkerhed gå til. Men det ville jeg jo med sikkerhed gøre alligevel. Det eneste jeg kunne huske fra mit tidligere liv var en vidunderlig og klog kvinde, jeg havde været sammen med en kold november aften. Vi havde delt en stille middag på en luset diner, hvorefter jeg havde inviteret hende hjem. Det må have været omkring 19 år siden.
Jeg mærkede hvordan min fortid langsomt kom frem. Mens jeg stod der, armene ud til hver side og mikrofonstativet let gyngende foran mig, forekom det mig at et ansigt stirrede intenst på mig, fra havet af skrigende fans. Jeg rystede hovedet og fokuserede mod samme sted. Hun var væk.
Den sidste larmende publikum var forsvundet, og jeg stod bag scenen, med ansigtet begravet i et håndklæde. Skønt det hele nu var overstået, kørte hendes ansigt stadig rundt i hovedet på mig. Hun lignede hende, hun lignede mig. Men det var umuligt. Vi havde kun haft lidt kontakt og det lidenskabelige del af aftenen og natten var hurtigt overstået. Hun var stormet ud fra min lejlighed før jeg overhovedet var vågnet.
"U-undskyld Hr. Breeze?"
Stemmen var spinkel og på kanten til at forsvinde fuldstændig i de andre larmende stemmer der var i rummet. Det knækkede i min nakke da jeg drejede hovedet mod hendes ansigt. Det var pigen fra publikummet. Hun var i den grad virkelig. I kød og blod stod hun der, ansigtet var en tro kopi af min eskapade for 19 år siden. Det krøllede sorte hår smøg sig ned af en rød kjole i et dyrt, falmet stof.
"Jeg tror du kender min mor, og jeg har set dig på billeder i hendes lejlighed" sagde hun stille med tårer i øjnene.