Hun virkede meget glad for mig, for hver gang hun havde ting at fortælle folk, eller bare tanker hun ville gemme til senere, så var det mig hun valgte at bruge, ikke de andre. Jeg var hendes yndling og hun min. Det var rart at vide at man var værdsat og brugbar, selv i hårde tider. Jeg kan huske de gange, hvor hun har ladet sine tårer løbe ned af mig og jeg blev helt mørk, både udenpå og indvendig. Hver gang sådan noget skete, havde hun brugt mig rigtig meget i øjeblikket og derefter havde hun ladet mig ligge i flere uger uden at røre mig. Efter noget tid kom kun tilbage og brugte mig, som hun plejede.
Nogle gange holdt hun om mig, som var jeg luft mellem hendes fingre. Andre gange tog hun så hårdt fat at hun næsten knækkede mig. Men uanset hvor hårdt hun holdt om mig, så nød jeg det hver eneste gang. Jeg nød at lade hendes ru fingre kærtegne mig.
Jeg elskede hver gang hun brugte mig, for det var som om at vi hver gang skabte noget der var smukkere end gangen før. Nogle gange gemte hun det, vi havde skabt sammen, andre gange smed hun det ud. Jeg har hele tiden syntes at hun skulle gemme det hele, da det alt sammen var så smukt.
Hun lånte mig nogle gange ud til andre, men det var sjældent at det var i en længere periode, for vi bragte hinanden så meget glæde at hun ikke kunne nænne at undvære mig i for lang tid. Men det ændrede sig. For pludselig en dag fik hun en ny. Han mindede slet ikke om mig eller nogle af de andre. Han var en der kunne mere end jeg og som virkede til at bringe hende mere glæde, men dog også flere tårer. Han blev brugt hver dag, hver time og hvert et minut, mens hun brugte mig mindre og mindre. Jeg kunne se hvordan hun pludselig glemte mig, og hvordan det nu var en anden der nød glæde af hendes kærtegn.
Jeg havde altid vidst at hun en dag ville stoppe med at bruge mig, fordi jeg ville blive sværere at håndtere og holde om, men det blev tidligere end forventet. Jeg var ikke engang blevet til halvdelen af hvad jeg var da hun startede med at bruge mig. Men så en dag, da ham den anden pludselig døde, og hun var helt stille, søgte hun mig blandt de andre og ville holde om mig igen, som hun havde plejet at gøre. Denne gang holdt hun om mig som på ny, men hendes hænder rystede. Hun havde brug for mig nu mere end nogensinde og som hun maste mit bly mod papiret kunne jeg mærke at det ville blive den sidste gang jeg følte hende på ny. Det ville blive sidste gang at jeg følte hende overhovedet. For efter at vi sammen havde skabt hendes afskedsbrev til omverdenen, rørte vi aldrig hinanden igen.