Mason kiggede op på nattehimlen, hvor regnen piskede ned fra de mørke skyer i det et blåt lyn slog ned og i et glimt viste den mudrede fodboldbane. Han slog ud med armene og nikkede til den bredskuldrede, slanke mand foran ham. Tårerne dryppede ned på hans sorte læderjakke, da han løftede hagen. Sander hævede den glimtende katana alt imens hans unge ansigt stivnede og blev til en hård maske med et hårdt drag om munden. Drengen på jorden lukkede et øjeblik øjnene. De skovgrønne øjne dirrede under øjenbrynene i det en kort brise bar en fært med sig.
Han spærede sine øjne op, hvis blodskudte senehinder antog en isblå farve i det pupiler og irisser forsvandt. Hans fingre krummede sig sammen, da neglene blev til lange og spidse kløer. Mason's hud blev mørkere og fik til sidst en blodrød farve. Han stirrede på liget af en lille pige bag Sander, hvis mave var blevet flået op, hvor tarmene lå hen over brystet. En hvæsen hvislede ud gennem hans mange rækker af savtakkede tænder i det de pelsede ører blev spidse. En flænsende lyd af tøj der blev revet over lød fra ryggen, da læderagtige flagermusevinger, sortere en natten, foldede sig ud.
"Gør det," tiggede han og hulkede: "Jeg kan ikke stoppe mig selv. Alt i mig skriger efter at sætte tænderne i din hals og flå kødet fra dine knogler." Sander tøvede og kastede et havblåt blik på hans ven. Et øjeblik viste det noget andet end den sædvanlige ro, men kun et øjeblik. "Kæmp imod trangen." Mason tog fat i sit hår og hev til. "Det kan jeg ikke!" Skreg han, mens hans blik blev mere og mere sultent samtidigt med at hans snerren tiltog i styrke. "Jeg troede jeg kunne i starten. Dyrene mættede mig indtil min hunger begyndte at vokse kun for at blive størrere og størrere. Blodet. Det - det lugter så godt."
Mason brølede pludselig og kastede sig over Sander i det et hvert spor af menneskelighed forsvandt fra hans ansigt. De rullede hen af græsset og fortsatte ned af skråningen. Han greb fat i hans skjortekrave og kylede ham gennem luften. Sander stønnede, da han ramte en mur og virrede med hovedet, da hans slørede blik opfangede faren der nærmede sig. Mason spurtede mod ham, så vandet fra vandpytterne plaskede til alle sider. "Jeg er ked af det," sagde han og trak en tasergun frem fra sin jakkelomme. Mason skreg i det elektriceten strømmede gennem hans krop og efterlod ham rystende på asfalten. Sander samlede sværdet op og svang den buede klinge i et hug, før monsteret kunne nå at rejse sig op. Hovedet trillede hen af asfalten i det blodet flød ned gennem kloakristen, da ansigtet dannede et menneskes træk igen.