Jeg sidder hjemme ved mig selv. Jeg sidder i min sofa med mit striktøj, har stearinlys tændt inde i min lille stue og kigger over på min kommode. Jeg ser på fotoet af mig og min nu afdøde mand stå derhenne, og jeg tænker tilbage på hvilken dejlig tid det var. Jeg kan mærke når jeg kigger på billedet at savnet til ham er stort, selvom at det er 12 år siden han døde. Pludselig hører jeg at det banker på min dør, og jeg går ud for at åbne. Det er min gartner som står derude. Jeg kigger meget spørgende på ham og spørg så hvad han dog laver her. Han siger at aftenen i dag er perfekt til at tage ud på bakken og have mulighed for at se en masse stjerneskud. Han spørg mig om jeg har lyst til at tage med, nu da han ved at jeg elsker stjerneskud og at jeg er meget betaget af dem. Jeg siger til ham, at det vil jeg rigtig gerne og jeg går straks ud og tager overtøj på for at gå med ham op på bakken. Jeg kan se at min gartner ikke er den eneste som har fået denne geniale idé. Der er flere mennesker heroppe, som har tæpper og små lys med så de kan se disse stjerneskud. Gartneren tager et tæppe op af kurven og lægger det ned på græsset, han siger at jeg bare skal sætte mig og kigge op. Jeg sætter mig og kigger op på den stjerneklare himmel. Jeg ser straks et stjerneskud og lyser op i mine øjne, da dette er min passion. Jeg tænker straks at jeg er et meget heldigt mennesker, fordi der er andre der tænker på mig og mine interesser og fordi at min gartner ville invitere mig ud og se på stjerneskud.