Geoffrey kigger på Heinrich der lå i vognen ved siden af ham. "Det er typisk Heinrich den underlige snegl, han ligger bare med snuden i sine bøger. Han ser slet ikke verden omkring sig, bare snuden i bøgerne også er han tilfreds. Men hvad med eventyr, han er søn af en rig købmand og kunne komme på de vildeste eventyr." Geoffrey sukker og kigger på den endeløse skov, der langsomt glider forbi vognen. At eskortere Heinrich hele vejen til Mankelburg, skulle have været Geoffreys første store eventyr, men eventyret lod vente på sig.
Foran vognen sætter Hermand i en skraldlatter og er lige ved at falde, da han slår ud efter Knud. De to hirdmænd er de eneste der virker til at nyde turen. De virker fuldt ud tilfreds med bare at gå foran vognen og prale med deres bedrifter. "Umm, jaså, ser man det, ser man deeet", udbruddet fra gamle Jakob får Geoffrey til at kigge på vognes kusk. Jakob sidder sammenkrøllet med tømmerne løst i hånden, mens han konstant mumler for sig selv. Den første dag have Geoffrey forsøgt at få Jakob i tale, men den gamle hirdmand havde nærmest virket forskræmt over hans henvendelser. "Nå ja Geoffrey, det er da bedre end at passe hestene derhjemme". "Her får du da lidt andet at se", sukker Geoffrey for sig selv.
Pludselig lyder der et sus og Jakob falder rallende om i sædet, med en pil stikkende ud af brystet. Inden Geoffrey når at forstå hvad der er sket, hører han den syngende lyd af sværd der trækkes og Hermand der brøler. "Tag Heinrich og følg os", råbet får Geoffrey på benene og hans slæber Heinrich ned af vognen. De to når kun lige ned af vognen, før fem-seks goblinger kommer skrigende ud fra skoven. Hirdmændene gør hurtigt front mod den fremstormene fjende og så er kampen i gang. Et øjeblik ser det ud til at alt vil gå godt, da både Hermand og Knud spidder en fjende i den første kontakt. Men sekundet efter springer yderligere 5 goblinger ud af skoven.
Hirdmændene bliver hurtigt presset og Hermand stønner, "Geoffrey ind i skoven, flygt". Geoffrey skal til at protestere, men i det samme skriger Knud, da hans skjold arm bliver ramt. Skriget får Geoffrey til at reagere og han hiver hurtigt Heinrich ind i skoven. "Vi må finde et sted at gemme os puster Geoffrey", mens han slæber Heinrich gennem den tætte underskov. Lyden af kamp bliver svagere efterhånden, som de kommer længere og længere ind. "Der, vi gemmer os der under", Geoffrey peger på et halvt væltet træ der tilgroet af planteranker. De finder et lille hulrum mellem stammen og den halv rejste rod, hvor de kan trygge sig sammen. "Uhhu, jeg vil hje...", Geoffrey presset hårdt hånden mod Heinrich mund, mens han sætter en finger mod sin egen. "Var det en lyd jeg kunne høre", Geoffrey drejer hoved imod stedet, "jo den er god nok, der kommer nogen". Pludselig virker rysteturen på vognen ikke så slem længere.