Den ufrivillige stilhed ligger sig langsomt over mig, mine hænder er spændt i et fast greb om hinanden, tankerne flyver rundt i hovedet på mig, fra højre til venstre, fra ingenting til alt, op og ned, væk fra hinanden og hen til hinanden. Ideerne samler sig hurtigt i mit hoved men opløses kort efter igen. Mine hænder ryster svagt og sveddråberne glider koldt, næsten isnende ad kroppen på mig, mine øjne er opspilede og min krop bevæger sig i som en robot. Halsen er helt tør og når jeg prøver at snakke kommer kun nogle små støn frem. En tårer former sig i mit øje. Nej. Den måtte ikke komme nu ikke her. Hvorfor ikke nu. Du har jo en undskyldning hvis den kommer. Nej tanken stopper nogle få af tankerne, resten flyver bare hurtigere og hurtigere rundt i hovedet. Det føles som om der er ved at udbryde en orkan derinde. Min hjerne snurre rundt inde i hovedet på mig og mine ben giver svagt efter. Jeg fører en sveddryppende hånd op til hovedet, men det stopper ikke kaosset i hovedet, det bliver bare værre, der hvor min hånd rammer mit svimlende hoved begynder en svag kriplen at brede sig til resten af hovedet. Mit hoved føles som om at jeg har 40 i feber og min krop tilstand minder om krampe. Jeg lukker stille øjnene og vender mit svimlende hoved mod gulvet. Først nu opdager jeg at jeg ikke har trukket vejret i lang tid. Små hurtige vejrtrækninger hives ud og ind af min mund. Frygtens storm begynder at tage til den bliver stærkere og stærkere. Jeg opspiler øjnene igen. Nej. NEJ. Jeg ved det. Jeg ved det går galt. Mit åndedræt bliver til mindre hivende hak og sveden drypper langsomt ned af min hage. Alle mine muskler er spænd til bristpunktet og sveden driver nu koldt ned af mig. Det hænger overhovedet ikke sammen, det burde slet ikke være muligt. Faktisk direkte umuligt. Det burde aldrig at være sket. Jeg lader ryggen glide ned ad væggen, så jeg til sidst sidder på gulvet. Jeg sænker hovedet. Hvorfor gjorde jeg det?