"Hej Lise." Råbet, lyder højt i den lille Superbrugs. Det er ikke til at ignorere, og Lise begynder modstræbende at gå i retning af colaerne, hvor Lasse står og vifter med armene.
"Nå, du er også ude og fouragere," siger Lasse glad, da Lise endelig er kommet over.
"Ja, jeg skulle hente noget mælk." Hun forsøger at smile, men har på fornemmelsen, at det ikke falder heldigt ud.
"Vi skal mødes oppe ved Kurt i aften, og jeg skal sørge for drikkevarerne," svarer Lasse kækt.
Lise ser ned i hans smalle indkøbsvogn, der er læsset til bristepunktet. To hele kasser øl optager det meste af pladsen, mens frosne engang pizzaer, chips og et par flasker spiritus på toppen optager resten. Hun fornemmer den lette rødmen i kinderne, som hun hader over alt i verden. Der er allerede gået alt for lang tid, uden hun har formået at sige noget - fandens.
"Hvor langt er i kommet med jeres rapport i dansk?"
Allerede inden det sidste ord har sluppet hendes læber, hader hun sig selv. Åh nej, han syntes jeg er en nørd, en total spasser. Hun mærker hvordan varmen i kinderne tiltager, mens Lasse ser underligt på hende.
"Det går sgu' ikke for godt. Vi har vist ikke lige haft tiden til ... den nødvendige fordybelse."
Det sidste vrænger han, mens han imiterer deres dansklærer til nærmest perfektion.
Som Amazonas i regntiden, pumper Lises blod igennem årerne, og hun modtager de første dystre varsler om sin hjernes snarlige nedsmeltning.
"Nej, det kan der være noget om," hører hun pludselig sig selv fremstamme.
Hun hanker op i indkøbskurven. "Nå men, jeg skal også skynde mig videre."
Hun smiler febrilsk og indleder sit tilbagetog med at snuble over sine egne ben. Derefter haster hun derfra med blodrøde kinder og bankende hjerte.
Kurt bliver stående og ser efter Lise, der iler op af midtergangen.
Han elsker måden hun går på - har altid gjort det. Den løse sommerkjole, der bevæger sig, i takt med hofternes vuggen. Som et tyndt gardin i vinden. Jo, hun ved sandelig, hvordan man skal bevæge sig.
Modet svigtede ham altid. Lige når han skulle til at invitere hende, kom der altid noget i vejen. Så stod hun bare der med sine store, klare øjne og sit strålende smil. Hun syntes nok, han var noget af en bralrerøv. Hvorfor skulle han også altid stå der og blære sig - fandens. Han vendte vognen og gik hen efter endnu en kasse øl. I aften ville han drikke sig totalt i hegnet.
Lidt senere, i sikkerhed oppe ved kassen, ved Lise præcist, hvad hun skulle have sagt.
Hun smiler skævt og vrænger prøvende: "Ja, i skal jo nok gå hårdt til sprutten hvad?" Hun ser sig skyndsomt omkring, for at se om nogen har bemærket hende sige noget, men da det ikke lader til at være tilfældet, falder hun igen i staver.
Det var måske slet ikke så slemt. Trods alt lykkedes det hende at bevare fodfæstet, da hun snublede på tilbagevejen.